Kanelstjernekage
En kanelsneglekage er et smukt bagværk, som smager virkelig lækkert. Det smukke stjernebrød er tilmed slet ikke så svært at lave, som man måske skulle tro. Jeg drysser det med lidt flormelis inden servering, for det ser så fint ud. Som et lille drys sne, skøn at servere hele året rundt, men måske særligt ved juletid.
Smagen er som kanelsnegle, men med den luksus at der er marcipan i fyldet. Marcipanen har tilmed den skønne bonuseffekt at det får fyldet til at blive inde i kagen.
Prøv også: min opskrift på bananbrød >>
Arbejdstid 45 min.
Antal 8 pers.
Vil du gerne have billede på udskriften?Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Kanelstjernekage
Hold min skærm tændt,mens jeg laver mad
- Dejen
- 60 g smør
- 20 g gær
- 3 dl sødmælk
- 1 æg
- 50 g sukker
- 1 tsk stødt kardemomme
- 0,50 tsk salt
- 500 g hvedemel
- Remonce
- 75 g marcipan
- 100 g sukker
- 100 g smør, stuetemperatur
- 1 spsk stødt kanel
- Derudover
- 1 æg, sammenpisket til pensling
- 1 tsk flormelis
Smelt smør i en gryde ved lav varme. Rør gæren ud i en skål med mælk og tilsæt smeltet smør, æg, sukker, kardemomme, salt og halvdelen af melet. Rør godt sammen og rør derefter resten af melet i. Rør dejen glat og smidig på en røremaskine i 5 minutter.
Lad dejen hæve tildækket i en skål i en time ved stuetemperatur. Rør imens remoncen sammen.
Vej dejen og del den i fire lige store portioner. Form hver portion til en rund kugle og lad dem hvile et øjeblik på køkkenbordet. Rul dem ud enkeltvis til fire runde cirkler på 24 cm i diameter. Læg den ene cirkel på en bageplade med bagepapir, smør med ¹⁄³ af remoncen på hele cirklen undtagen 1 cm rundt langs kanten. Placer den næste cirkel ovenpå, smør med remonce og gentag, til alle fire cirkler og remoncen er brugt. Der skal ikke remonce på sidste lag dej.
Sæt et glas i midten af dejen. Skær snit med en kniv fra glassets kant og ud, så dejcirklen deles i 16 stykker, som ved et lagkagediagram. Sno to stykker ad gangen væk fra hinanden og sno dem to gange. Gentag hele vejen rundt og fjern til sidst glasset.
Efterhæv under et viskestykke i 30 minutter. Pensl med sammenpisket æg og bag i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft i 17-20 minutter. Lad kagen køle af og drys med flormelis inden servering.
Hold min skærm tændt,mens jeg laver mad













Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Hej Ann-Christine
Kan man lave denne smukke kage aftenen i forvejen, og så sætte den på køl, for T bage den næste morgen?
Tusind tak for svar
Kh Heidi
Hej Heidi
jeg har ikke testet det, så det må blive et forsøg værd. Men mon ikke det kan lade sig gøre, hvis du blot bruger 10-15 g gær.
God fornøjelse og skriv endelig hvordan det gik :)
Kh Ann-Christine
Hejsa!
Hvor er det en fin kage, den må jeg prøve ✨
Er det muligt at skifte mælken ud med havremælk?
Hej Katrine
ja, den er så fin og festlig + ret hyggelig at bage :)
Det vil give et andet resultat med havremælk, men prøv det endelig af – jeg tror det går fint!
God fornøjelse
Kh Ann-Christine
Hej. Jeg har lavet en video, hvor jeg laver denne kage. Den kan måske hjælpe nogle med at lave den. Jeg har selvfølgelig krediteret dig, og linket til opskriften. Tak for alle dine dejlige opskrifter ❤️
https://m.youtube.com/watch?v=OfwgwPbGo1Y&t=12s