Valdemarsro http://www.valdemarsro.dk/chokolade-lagkage/

Chokolade Lagkage med friske bær og chokoladecreme

Jeg drømmer stadig søde drømme om denne chokolade lagkage, som jeg lavede til Johan og Julies fødselsdagsfest for børnehaven.
Hjemmebagte chokolade lagkagebunde, lagt sammen med fløjlsblød mascarpone-chokoladecreme og pyntet med rigelige mængder friske bær, flødeskum og chokolade. Nøj, hvor var den god!

Jeg var en smule spændt på, hvad sådan en flok 4-5 årige børn ville sige til sådan en slags lagkage – men det behøvede jeg nu ikke bekymre mig om. Den blev spist rub og stub, med stor begejstring.

PT1H30Mter

Chokolade lagkage

10-12 pers    1 time 30 minutter
10-12 pers
Ingredienser
  • Lagkagebund
  • 5 æg
  • 1 tsk. bagepulver
  • ½ tsk natron
  • 100 g. hvedemel
  • 2 spsk. usødet kakao
  • 50 g god mørk chokolade
  • 75 g. mandler, fint blendet til mandelmel
  • 50 g sukker
  • 40 g brun farin
  • 70 g smør
  • 1/2 vaniljestang
  • 1 knivspids salt
  • Mascarpone-chokoladecreme
  • 200 g mascarpone
  • 100 g smeltet lys chokolade, jeg brugte Caramelia fra Valhrona
  • 1 1/2 dl fløde
  • Pynt:
  • flødeskum, jordbær, blåbær, hindbær, finthakket mørk chokolade og mynte
Udskriv opskrift
1 time 30 minutter
Fremgangsmåde

Lagkagebundene (kan laves dagen før)
Flæk vaniljestangen på langs og skrab vaniljen ud. Bland vaniljen med lidt af sukkeret, så vaniljekornene skilles fra hinanden.

Æggeblommer, farin, vanilje og sukker piskes til luftig æggesnaps. Tilsæt de fintblendede mandler og den bløde smør og den smeltede mørke chokolade.

Mel, natron, kakao, salt og bagepulver blandes sammen og sigtes i skålen med æg.

Æggehviderne piskes stive i en anden skål.

Vend forsigtigt æggehviden i dejen.

Fordel dejen i en smurt springform, omkring 24 cm,  og glat den ud med en palet.

Bag kagen i en forvarmet ovn ved 180 grader i ca. 25 – 30 minutter.

Afkøles helt i springformen inden kanten skæres løs, og den afkølede kage kan trykkes ud af formen.
Del kagen i to lige inden den skal samles.

Mascarpone-Chokolade Creme
Smelt chokoladen i et vandbad. Tag chokoladen af varmen og rør fløden i. Rør derefter mascarponen i. Hvis cremen er for tyk, så rør en smule mere fløde i, til konsistensen er cremet og lækker

Smør den ene halvdel af cremen mellem de to bunde og den sidste halvdel på toppen. Sprøjt flødeskum på siderne af lagkagen, pynt med bær på toppen, samt mynteblade. Drys med lidt finthakket chokolade og så er den klar.

Vi var i alt 12 børn og 4 voksne, og alle fik et fint lille stykke kage. Portionsanrettet til voksne vil jeg gætte på at den rækker til 10-12 portioner.