Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/champignonsuppe/

Champignonsuppe

Cremet og fyldig champignonsuppe med godt brød til, er lige hvad jeg har lyst til (igen) i dag!

Champignon i det hele taget hitter stort hos mig året rundt, og lige nu i skiftet mellem sensommer og efterår, er mine tanker mere og mere i retning af nye lækre retter med svampe og champignon. På denne tid af året er der jo næsten ikke er noget bedre end en hurtig omgang svampe i fløde på godt brød, denne yndlings en cocotte ret til morgenmad og bare at begynde at snige champignoner i diverse varme retter, omeletter og andet godt.

PT30M

Champignonsuppe

Tid i alt30 min.
Arbejdstid20 min.
Holdbarhed2 dage
Kan frysesJa
Antal4 pers.
Ingredienser
  • 2 løg, i tern
  • 3 fed hvidløg
  • 4 spsk hvedemel
  • 1,50 l grøntsagsbouillon
  • 750 g champignon, renset og skåret i skiver
  • 50 g smør
  • 1 dl piskefløde
  • salt
  • sort peber, friskkværnet
  • 1 drys muskatnød
  • Til servering
  • 4 forårsløg, i ringe
  • 50 g champignon, smørristet
Udskriv opskrift 
Fremgangsmåde

Smelt smør og sauter løg og hvidløg ved middelvarme, til de er klare og gennemsigtige, men uden at tage farve.

Drys mel over og lad det suge fedtstof til sig, hvorefter grøntsagsbouillon piskes i lidt efter lidt.

Tilsæt champignon og lad det simre i 10 minutter, hvorefter suppen smages til med piskefløde, salt, peber og muskatnød og varmes op til kogepunktet lige inden servering.

Anret med forårsløg, smørristede champignon og friskkværnet peber.