Pizzasnurrer
Opskrift på pizzasnurrer med tomatsauce og mozzarella, som er saftige og lækre til madpakkerne!
Jeg laver dem med en krydret nem tomatsauce, lidt chorizo i små tern og revet mozzarella. Det er nemt og smager så godt.
Det er et hit. Hver eneste gang. Og hvis I er gået en smule kolde i madpakkerne her sidst på sæsonen inden sommerferien, så er disse skønne pizzasnurrer både sjove og lækre for børnene at have med i madpakken. De kan desuden fryses ned, så man kan lave mange, når man nu er i gang.
De lækre brød holder sig dejligt bløde og saftige i madkasserne og så er de nemme at have med ud i frikvateret, de dage hvor det er nødvendigt.
Prøv også: min bedste opskrift på pølsehorn >>
Arbejdstid 45 min.
Antal 14 stk.
Kan fryses Ja
Vil du gerne have billede på udskriften?Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Pizzasnurrer
Hold min skærm tændt,mens jeg laver mad
- 25 g gær
- 1 dl mælk, stuetempereret
- 2 dl yoghurt naturel
- ½ dl olivenolie
- 1 spsk honning
- 1 tsk salt
- 1 æg
- 150 g fuldkornshvedemel
- 350 g hvedemel
- Tomatsauce
- 1 løg, finthakket
- 2 fed hvidløg
- 2 spsk soltørrede tomater i olie, finthakket
- 400 g hakkede tomater på dåse
- 1 tsk tørret oregano
- 1 spsk olivenolie, til stegning
- salt og friskkværnet peber
- 40 g chorizo, i små tern
- 140 g revet mozzarella
Dejen
Rør gær ud i en skål med mælk. Tilsæt yoghurt, æg, honning, olivenolie, honning, salt og fuldkornshvedemel. Rør dejen godt sammen og tilsæt derefter hvedemel. Ælt dejen godt til den er blød og smidig. Gerne på en røremaskine i 7-10 minutter ved middelhastighed.
Form dejen til en rund kugle og læg den i en skål. Læg et rent klæde over skålen og lad dejen hæve på køkkenbordet i en time.
Tomatsauce
Sauter løg, hvidløg og soltørrede tomater i en gryde med olivenolie, til løgene er bløde. Kom hakkede tomater, oregano i gryden, rør godt sammen og lad det simre i 30 minutter uden låg, så det koger lidt ind.
Smag saucen til med salt og friskkværnet peber. Sæt derefter saucen i køleskab, så den er helt afkølet, når pizzasnurrerne samles.
Saml Pizzasnurrer
Rul dejen ud til en stor firkant i cirka 1 cm tykkelse. Smør med kold tomatsauce, drys med chorizo og revet mozzarella og fold den ene halvdel over den anden.
Skær dejen i strimler, som først snoes og derefter foldes sammen til en knude.
Lad pizzasnurrer hæve i 30 minutter på bageplader med bagepapir.
Pensl med et sammenpisket æg og bag dem i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft i 16-20 minutter, til de er gyldne. Lad dem køle lidt af på en rist.
Hold min skærm tændt,mens jeg laver mad












Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Hej Ann-Christine. SÅ lækre snurrer som min søn på 6 år elsker i madkassen til “lille mad” 😋 Du burde altså udgive en Madpakkebog som den næste i rækken 🙏😀 Mange hilsener Katja, mor til 3
Hej Katja,
mange tak for din søde hilsen, det er jeg glad for at høre ♡ Jeg vil meget gerne lave endnu flere kogebøger, så det er bestemt ikke utænkeligt at der på et tidspunkt også kommer en madpakkebog fra mig :)
Kh Ann-Christine
Hej
Min søn har mælkeallergi, så jeg plejer bare at erstatte mælk/smør etc med plantebaseret alternativer.
Det har jeg også gjort her, men min dej hævede slet ikke.
Ved du hvorfor?
Tak for hjælpen
Hej Maria,
Jeg vil tro det enten er gæren der er inaktiv eller at den er tilsat i for varm en væde. Det kan også være du blot skal give dejen lidt tid i en skål på køkkenbordet og se om den ikke kommer efter det.
Jeg bager ikke selv om plantebaserede alternativer, men er nu overbevist om at det ikke er der årsagen til manglende hævning ligger.
Kh AC
Wauv, hvor var de gode! Og et hit til børnefødselsdagen for både store og små?
Så dejligt at høre! Mange tak for din søde hilsen
Kh Ann-Christine