Tiramisu


Tiramisu er en af de skønneste desserter fra det italienske køkken, som på italiensk betyder ‘saml mig op’ – en dessert der smager fabelagtigt og hvor et lille stykke er lig med ren nydelse.
Det er min yndlingsdessert fra det italienske køkken og den perfekte tiramisu, skal være luftig, cremet, med smag, lækker og smelte på tungen.
Den lidt bitre kakao, den cremede fyldige mascarponecreme, de saftige kaffedyppede savoiardo kiks og den stærke kaffe er virkeligt et magisk match.
Prøv også: min bedste opskrift på creme brulee >>
Arbejdstid 60 min.
Antal 6 pers.

Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Tiramisu
- 4 æg
- 125 g sukker
- 0,50 vaniljestang
- 500 g mascarpone
- 1 dl stærk kaffe
- 3 spsk marsala, (kan undlades)
- 2 spsk cognac, (kan undlades)
- 200 g ladyfingers, savoiardi kiks
- Til servering
- 2 spsk usødet kakao
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter

Del æggene i hvider og blommer. Pisk æggehviderne, til de er luftige, stive og danner toppe. Pisk æggeblommer, vaniljekorn og sukker til en tyk og luftig æggesnaps i en anden skål. Rør mascarponen godt igennem. Rør et par skefulde æggesnaps i mascarponen og rør derefter resten af æggesnapsen i. Rør, til cremen har en ensartet konsistens.
Rør derefter først 2 spsk stiftpiskede æggehvider i mascarponecremen og fold derefter forsigtigt resten af æggehviderne i uden at slå luften ud af dem.
Bland kaffe med marsala og cognac i en skål. Dryp eller pensl hurtigt ladyfinger-kiksene med kaffeblandingen. De må ikke ligge i blød, men skal blot opsuge en smule væde til at give smag.
Fordel lidt af den luftige mascarponecreme i et fad på 20 x 20 cm og læg derefter en række kiks. Fortsæt med endnu et lag mascarponecreme og derefter kiks. Afslut med et lag mascarponecreme til sidst.
Stil tiramisu i køleskabet i min. 4 timer eller til næste dag. Sigt usødet kakao over inden servering.
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Jeg kan varmt anbefale at lægge “bomber” af frugtkompot i din opskrift her (f.eks. rabarber og blomme) og hvis det skal være virkelig lækkert, så kan jeg også finde på at putte lidt nougat skåret i meget små tern i….
Stærkt vanedannende dessert….
Hej Dorthe
Tusind tak for dine fine tips og tilbagemelding på opskriften.
Det lyder jo virkelig lækkert med de tilføjelser, som du beskriver
Kh Ann-Christine
Hej! Jeg glæder mig til at lave tiramisu til 10 gæster i påsken! :-)
Hvor længe kan den holde sig på køl uden at blive våd? Og kan man med fordel lave den dagen før man får gæster?
Hej Amanda
Som udgangspunkt kan man fint laves tiramisu dagen før, men det kræver at den er godt pisket og luftig. Rør endelig mascarponeosten godt igennem inden du tilføjer æg, så bør den holde rigtig fint til dagen efter.
God fornøjelse og rigtig god påske
Kh Ann-Christine
Kan noget af mascaponen skiftes ud med fløde? Hvis ja, hvor meget?
Hej Karen
Jeg bruger altid kun mascarpone, så det må du endelig eksperimentere lidt med hvis du har lyst til at ændre en del af mængden til fløde
God fornøjelse
Kh Ann-Christine