Blåbærcrumble


Blåbærcrumble er en herlig og super nem kage at bage.
Jeg er vild med de farverige, sunde, gennemblå nordiske blåbær, som er nemme at finde i frysedisken i supermarkederne, og som gør sig så godt i en blåbærkompot og blåbærtærte. Jeg bagte kagen i fredags og det var så hyggeligt at samles til en hyggestund, da Johan og Julie kom hjem fra skole og vi kunne starte weekenden sammen.
Min blåbærcrumble er krydret med kanel og vanilje, men kardemomme eller blot vanilje vil også være dejligt.
Prøv også: Min bedste opskrift på blåbærtrifli >>
Blåbærcrumble
- 450 g blåbær, frosne
- 2 spsk rørsukker
- Crumble
- 125 g havregryn, finvalset
- 50 g hvedemel
- 100 g mandelmel
- 75 g rørsukker
- 100 g smør
- 1 tsk kanel
- 0,50 tsk vaniljepulver
Bland de frosne eller friske blåbær med sukker og kom dem i et smurt ovnfast fad. Bland havregryn, mel, mandelmel, sukker, kanel og vanilje sammen i en skål og smuldre smørret deri til det danner gode krummer.
Fordel crumblen over blåbær i fadet og sæt fadet i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft i 40 minutter.
Serveres med fx creme fraiche, flødeskum eller vaniljeis.
Opskriften er til 6 personer
Åh, der er bare noget over, at hele huset dufter af brændt sukker og lune bær.
♡
Endnu en super lækker opskrift. Den faldt bare i så god jord.
Så skønt at høre :) Tak for din fine tilbagemelding på opskriften
Kh AC
Nu skriver du, at bærrene er nemme at finde i supermarkederne. Hvor finder du dem? Det er ikke lykkedes mig endnu, og jeg tænker ikke bare på discountbutikkerne, men heller ikke i min lokale SuperBrugsen eller Meny har jeg haft held…
Jeg synes altid de har dem i SuperBrugsen, der er det de økologiske fra Änglemark.
Kh AC
Hej
Kan jeg erstatte mandelmel med andet?
Og kan jeg tilsætte grofthakkede mandler som noget af tørstoffet?
Med venlig hilsen
Birgit
Du kan erstatte mandelmel med finthakkede mandler eller med hvedemel
Kh AC
Kan jeg erstatte hvedemel med noget andet? Da min veninde ikke tåler gluten.
Du kan bruge glutenfri mel eller mandelmel i stedet
Kh AC
Kan opskriften bruges med hindbær i stedet for blåbær? Og kræver det i så fald ændring af nogen af de øvrige ingredienser?