Pavlova med bær og vaniljeflødeskum


Pavlova er en pragtfuld dessert med sprød marengsbund, fyldt med letpisket flødeskum og toppet med bær eller frugt.
Pavlova marengsbunden er bagt, så den er knasende sprød uden på og stadig en anelse blød og lidt sej inden i.
Når der er friske bær i sæson, så bliver det en dejlig sommerdessert. Det er en vidunderlig dessert at servere året rundt og kan også fyldes med figner, granatæble, passionsfrugt og lige hvad du har lyst til at fylde i af dine favoritfrugter og bær.
Prøv også: min opskrift på Eton Mess >>
Arbejdstid 60 min.
Antal 6 pers.

Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Pavlova
- Pavlova marengsbund
- 4 æggehvider
- 250 g sukker
- 2 tsk majsmel
- 0,50 tsk æblecidereddike
- 0,50 tsk vaniljesukker
- 1 spsk flormelis, til drys på bagepapiret
- Fyld
- 2,50 dl piskefløde
- 1 tsk flormelis
- 1 knivspids vaniljesukker
- 100 g hindbær
- 250 g jordbær
- 50 g blåbær
- 50 g ribs
- 1 håndfuld frisk mynte
Pisk æggehviderne, til de er luftige, stive og danner toppe. Tilsæt 1 spsk sukker ad gangen under konstant piskning, til alt sukkeret er tilsat. Det tager ca. 5 minutter.
Sigt majsmel i marengsen og kom også æblecidereddike og vaniljesukker i. Pisk i yderligere 10 minutter, til marengsmassen er sej, blank og skinnende.
Tegn med blyant en rund cirkel med en diameter på ca. 22 cm og vend bagepapiret om. Sigt lidt flormelis i cirklen og fordel marengsmassen med en dejskraber i et lag på ca. 2 cm, som dækker hele cirklens bund. Form toppe af marengs rundt langs kanten, til marengsbunden er som en dyb tallerken med en tyk bund.
Bag i en forvarmet ovn ved 115 grader varmluft i 1½ time. Sluk for varmen og lad bunden køle af i den lukkede ovn, til ovnen er helt kold. Det tager ca. 2 timer, men den kan fint stå i den lukkede ovn i op til 1 døgn.
Sæt forsigtigt den afkølede marengsbund på et fad.
Pisk fløden til en lækker flødeskum med flormelis og vaniljesukker. Fordel flødeskum i marengsskålen og top med masser friske bær eller frugt alt efter sæson. Server straks den lækre pavlova.

mens jeg laver mad
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Kan man erstatte sukkeret med flormelis, og er det en god idé.
Jeg har kun en Airfryer, og den kan ikke gå længere ned end 125 grader, har spurgt dig om jeg kan erstatte sukker med flormelis, hvis, hvor meget flormelis skal jeg så bruge, og er det en god idé, måske kan jeg så undlade majsmel. Tak for dine super fine opskrifter, som jeg jævnligt bruger.
Hej Berit
Tusind tak for din søde hilsen, det er jeg glad for!
Der er nogen der foretrækker flormelis, så måske er det en smagssag :) Jeg foretrækker selv at bruge sukker til pavlova, men du kan prøve dig frem hvad du foretrækker.
Jeg har ikke erfaring med airfryer til pavlova, men umiddelbart vil jeg mene at temperaturen bliver for høj, da den for at passe til en airfryer vil skulle helt ned på 90-95 grader
Kh Ann-Christine
Kan man bage desserten som en stang ca. 30 cm. X 15 cm . Bagetiden er vel den samme som hvis den var rund. Tænker på den måske er lettere at skære af- uden alle bærerne vælter
Hej Berit
Ja, man kan sagtens eksperimentere med formen på pavlovaen, det fungere glimrende :)
Rigtig god fornøjelse
Kh Ann-Christine
Hej Ann-Christine :)
Tak for dine altid lækre opskrifter!
Kan man putte blandet nødder i marengsen?
Og ville man i stedet for flødeskum kunne bruge vaniljecreme? Har en rest af rabarber/jordbær sirup jeg godt kunne tænke mig at vende i vaniljecreme og putte ovenpå i stedet. :)
Hej Jeanne
Mange tak for din søde hilsen. Man kan sagtens lave en lækker nøddemarengs til retten.
Flødeskum eller vaniljecreme er blot en smagssag. Jeg synes selv at flødeskum giver et godt modspil til den søde marengs, men det andet vil helt sikkert også være lækkert.
God fornøjelse
Kh Ann-Christine