Skagenslapper
Skagenslapper er lækre morgenmadsstykker med en bund af solsikkekerner og et gavmildt drys på toppen af blå birkes og nogle gange også sesamfrø. Jeg er vild med kerner og frø i bagværk og drysser derfor med begge dele.
Min opskrift på skagenslapper er ikke en helt traditionel rundstykke-opskrift, men langtidshævet og med tid til den gode smag, som jeg foretrækker dem. Lidt ala koldhævede boller, som smager ualmindeligt lækkert og perfekt til morgenbordet og den hyggelige weekend brunch.
Prøv også: min bedste opskrift på pandekager >>
Arbejdstid 25 min.
Antal 12 stk.
Kan fryses Ja
Vil du gerne have billede på udskriften?Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Skagenslapper
Hold min skærm tændt,mens jeg laver mad
- 5 dl stuetempereret vand
- 10 g gær
- 510 g hvedemel
- 100 g fuldkornshvedemel
- 1 tsk salt
- Derudover
- 2 dl solsikkekerner
- 2 spsk blå birkes
- 2 spsk sesamfrø
- 1 æg, sammenpisket til pensling
Kom vand i en skål og rør gær ud i vandet. Rør fuldkornsmel og hvedemel og rør dejen godt sammen, gerne på en røremaskine i 10-12 minutter til dejen er blød og smidig. Rør tilsidst salt i.
Kom dejen i en ren skål og dæk den til med et låg eller en tallerken. Stil på køl natten over, eller i 10-18 timer.
Tag dejen ud af skålen, når den har hævet færdigt på køl. Fold dejen en enkelt gang på et meldrysset bord og skær dejen ud i lige store stykker.
Kom solsikkekerner på en tallerken og ‘dyp’ bunden af hver bolle godt i solsikkekerne. Tryk let, så solsikkekernerne sidder godt fast og placer bollerne på en bradepande med bagepapir. Pensl med sammenpisket æg og drys med blå birkes og sesamfrø.
Bag bollerne i en forvarmet ovn på 180 grader varmluft i 10 minutter. Skru op for varmen til 225 grader og bag i yderligere 8-10 minutter til bollerne er gyldne, sprøde og lækre.
Hold min skærm tændt,mens jeg laver mad












Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Det undrer mig, at du går i gang straks, dejen er ude af køleskabet, Jeg har koldhævet brøddej i mange år og lader skålen stå på køkkenbordet mindst to timer. Hæver du ikke en halv time på pladerne, inden de sættes i ovnen. Jeg har læst alle kommentarerne, og dét er der ingen, der har spurgt om.
Boller til fryseren er letbagte. De optøede brød får 4-5 min. ved 220 varmluft, så der kommer kun lune, sprøde boller på bordet. Jeg har i over 40 år haft en kombiovn på 27 liter.
Jeg bager de daglige boller med Manitobamel, Mariagertobamel, og havremel, som jeg ikke kværner helt fint af økologiske kerner, i en god kombination. De er lette – og mætter godt på grund af havren.
Mariagertobamelet har min søn fundet i København; det vil jeg også bruge i dine ‘lapper’. Dét skulle du prøve!
Hej Elsebeth
Jeg har i mange år eksperimenteret med både efterhævning ved stuetemperatur efter koldhævning, og at springe den del over og bage direkte. Min erfaring er at med alle de meget bløde deje med høj hydrering, så vinder jeg meget luftighed i bagværket og en bedre hæveevne, på at bage uden efterhævning. Kulden og fugten i bagværket kan bare noget. Dog er det så vigtigt til gengæld at sikre at hævningen er startet inden dejen stilles til koldhævning.
Jeg har også prøvet mariagertobamelet, det er godt :)
God fornøjelse med al den dejlige brødbagning!
Kh Ann-Christine
Tak for dit svar. Ligner vi hinanden på ét punkt: Brødbagning er ikke en videnskab – det er en lidenskab. Jeg fandt hurtigt ud af, at man skal spare på melet og tilsætte lidt mere salt, det bidrager til smagen. Rosiner i bollerne blev skiftet ud med tranebær; det var en rigtig god idé.
Men først og fremmest skal hygiejnen være i top over hele linjen i køkkenet, og karkluden skal være ren, ellers tager vi bare en ny i skuffen; det fik mine børn hurtigt lært. ‘Må jeg være med, jeg har vasket hænder og skrubbet mine negle’. Dét må man gøre flere gange, før og efter kød/fisk, f.eks. Mine børn er gode til at bage og kokkerere; det bliver man, når man har været med fra lille af og fået lov til at have køkkenet for sig selv eller med et par skolekammerater at efterprøve noget fra dagens køkkenskole. Det er lysten, der driver værket!
Jeg har set et utal af madudsendelser, men kun én (engelsk mand!), der begyndte udsendelsen med at vaske hænder MED sæbe. Det andet hedder at skylle sine hænder, og det fjerner ingen bakterier!
Vedr. Skagenslapper.
Hvor meget gær skal man bruge, hvis man vil bage dem med det samme og ikke vente til næste dag.
Tak for nogle gode opskrifter
Hej Anni
Dejen egner sig bedst til koldhævning, da det er en ret våd dej.
Vil du lave bollerne samme dag, kan du dog bruge 20 g gær og lade dejen hæve 45 minutter på køkkenbordet og derefter sætte dem i køleskabet i 3 timer, hvorefter du kan skære dejen ud til boller.
God fornøjelse
Kh Ann-Christine
Jeg har ingen røremaskine og vil gerne vide om jeg kan bruge min Magimix i stedet for? Hvis ikke, er der en anden opskrift på boller som kan lages med en foodprocessor?
Ved ikke om du kan svar på dette spørgsmål men jeg bor i England og oversættelsen af hvedemel er wholemeal. Jeg synes bare ikke at billedet ser ud som om der er brugt wholemeal?
Hej Inger
jeg har ikke selv en magimix og har derfor ikke erfaring med at røre dej på denne. Men du kan fint ælte dejen med håndkraft.
I denne opskrift bruges både wheat flour + whole wheat flour, som også kaldet wholemeal på engelsk
Rigtig god fornøjelse
Kh Ann-Christine