Svinekæber – braiserede med øl
Svinekæber braiserede med øl, rødvin eller grøntsagsboullion er en virkelig herlig spise og perfekt til denne kolde årstid, hvor det er oplagt at finde simregryden frem og hygge sig lidt ekstra indendøre.
Når svinekæber simrer over længere tid ved lav temperatur, så bliver det mørt som smør og fyldt med en vidunderlig smag, som sagtens kan serveres for gæster – og som har vundet indpas på mange restauranters menukort landet over. Simpelthen så lækkert og med en smagfuld og fyldig sauce, der passer perfekt til kartoffelmos.
Prøv også: opskrift på Bøf Stroganoff >>
Arbejdstid 30 min.
Antal 4 pers.
Kan fryses Ja
Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Svinekæber - braiserede med øl
- Braiseret svinekæber
- 750 g svinekæber
- 20 g smør
- 2 løg, finthakket
- 3 gulerødder, i små tern
- 1 porre, skåret i tynde ringe
- 3 dl mørk øl
- 3 laurbærblade
- 0,50 tsk tørret rosmarin
- 1 tsk tørret timian
- 15 g koncentreret tomatpuré
- 1 dl grøntsagsbouillon, afkølet
- 1 spsk majsstivelse
- sort peber, friskkværnet
- salt
- 1 spsk smør, koldt til saucen
- Kartoffelmos
- 1,50 kg kartofler
- 110 g smør
- 2 dl mælk
- 1 knivspids muskatnød
- salt
- sort peber, friskkværnet
- Til servering og anretning
- salt
- 30 g hasselnødder
- 0,50 dl bredbladet persille, finthakket
- 1 øko citron, fintrevet skal
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Hold min skærm tændt
Braiserede svinekæber
Fjern sener fra svinekæberne og dup dem tørre med et stykke køkkenrulle. Brun svinekæberne af i smør i en gryde og sæt dem derefter til side på en tallerken.
Kom løg, gulerødder og porre i gryden og sauter det ved middelvarme, til løgene er bløde.
Tilsæt det brunede kød, mørk øl, tomatpuré, laurbærblade, rosmarin, timian, salt og friskkværnet peber.
Sæt låg på og lad det simre svagt i 2 timer ved lav varme. Rør grøntsagsbouillon sammen med majsstivelse og kom det i gryden. Rør det godt igennem og lad det simre videre i 15 minutter.
Tag laurbærblade op af gryden og smag retten godt til med salt og friskkværnet peber.
Kartoffelmos
Kog kartoflerne i usaltet vand, til de er møre. Lun mælken i en kasserolle til den er ca. 50 grader varm.
Mos de varme nykogte kartofler let med smør og pisk derefter kartoffelmosen med en håndmikser, tilsæt imens den varme mælk lidt efter lidt, til konsistensen af kartoffelmosen er cremet, luftig og fløjlsblød.
Smag til med salt og peber, samt friskrevet muskatnød.
Til servering
Hak hasselnødder, persille og fintrevet citronskal godt sammen til det bliver helt finthakket.
Server de braiserede svinekæber med kartoffelmos og hasselnøddedrys
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Hej, i dag skal vi have svinekæber, som vi er vilde med herhjemme. Har lavet det mange gange, men tænkte nu, at jeg ville prøve at kigge på din opskrift. Finder den nemt, når jeg søger på Google, MEN nu har jeg ønsket mig alle dine bøger, undtagen den nyeste, og der findes opskriften ikke. Ærgerligt at jeg alligevel skal på nettet, når jeg nu har fået dine bøger, som jeg netop helst ville hælde til at bruge, da det for mig er nostalgi at bruge en kogebog. Blot en tanke. God jul og godt nytår 🎄🥂🍾
Hej Nell
Mange tak for din søde hilsen. Jeg er rigtig glad for at du har glæde af mine kogebøger – og jeg er helt enig, kogebøger kan virkelig noget særligt.
Jeg har mange flere opskrifter end der har været plads til i mine nuværende kogebøger, så der er jo ikke andet for end at jeg må lave flere kogebøger ;) – det har jeg faktisk også planer om, og har skrevet dit fine ønske om at huske at inkludere min opskrift med svinekæber når der skal komme en bog hvor den vil passe godt ind i temaet.
Rigtig glædelig jul og godt nytår.
Kh Ann-Christine
Hej, vi lavede for 2 uger siden denne ret og hyggede os rigtig med at hjælpe hinanden. Min skønne ven er ikke begejstret for svinekød, MEEN da vi satte os og spiste, kom kommentaren, det er ikke sidste gang ♥️♥️
Vi fik kartoffel/jordskokkemos til, brugte en Svaneke mørk øl og drak den mest fantastiske Chianti rødvin til, så virkelig et festmåltid ♥️♥️
Hej Astrid
Mange tak for din søde hilsen og dejlige tilbagemelding på opskriften, det er jeg rigtig glad for at høre :)
Kh Ann-Christine
Fin opskrift…men advarsel…man bruger ALDRIG en håndmixer til kartoffelmos..Det er et totalt no go!!!!!! man risikerer at det hele bliver til en klistret limet masse. Kartoffelmos skal laves i hånden, mases med en kartoffel maser og så røres samme med smør og lun mælk.
Ann-Christine, det burde du virkeligt også vide :O)
Mosen bliver kun klistret, hvis man bruger blender eller noget, der skærer frem for knuser. Skæres den, frigives stivelse. Men en håndmixer virker helt fint. :)
Hej Tue
Det fungere altså oprigtigt talt fremragende ;)
– jeg har lavet kartoffelmos utallige gange på den måde i over 25 år, og jeg får altid den lækreste luftige kartoffelmos + det er super nemt. Jeg har aldrig oplevet at den “bliver lang og klistret”.
Tricket er, at der ikke skal salt i vandet og at tilberede kartoffelmosen straks mens kartoflerne er rygende varme.
Kh Ann-Christine