Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/graeskarsalat/

Græskarsalat med grønkål og feta

Velsmagende og smuk græskarsalat med grønkål, sprøde ristede græskarkerner, som er fyldt med smag – og som fint også kan bruges som snack. En herlig anretning og en dejligt mættende salat, som jeg fint kan spise til frokost som den er eller servere til aftensmaden sammen med fx kylling, grøntsagsdeller, en gryderet eller andet efterårsskønt.

Her vil jeg dele min græskarsalat med grønkål, for de to herligheder er et virkelig fint match. Kan I ikke få fat på grønkål, eller har lyst til en mere let salat, så brug blot en anden grøn salat i stedet.

Prøv også: min opskrift på den lækre græskarsuppe >>

PT40M

Græskarsalat med grønkål og feta

Tid i alt40 min.
Arbejdstid15 min.
Antal4 pers.
Ingredienser
  • Bagt hokkaidotern
  • 1 hokkaido græskar, skåret i tern
  • 3 spsk olivenolie
  • 1 øko citron, fintrevet skal (saften bruges til vinaigrette)
  • 1 spsk frisk timian
  • salt
  • sort peber, friskkværnet
  • Ristede Græskarkerner
  • 1 dl græskarkerner
  • 1 tsk chiliflager
  • salt
  • 1 spsk olivenolie
  • Vinaigrette dressing
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 tsk honning
  • saften fra 1 citron
  • 1 spsk ingefær, friskrevet
  • 1 tsk dijon sennep
  • salt
  • sort peber, friskkværnet
  • Derudover
  • 125 g grønkål
  • 2 håndfuld frisk mynte, finthakket
  • 100 g feta, i tern
Udskriv opskrift 
Fremgangsmåde

Bagt hokkaidotern
Skrub græskarret godt, fjern indmaden og stilk og skær det i tern. Skrællen må gerne blive på.

Vend græskartern med olivenolie, citronskal (gem en smule til græskarkernerne), salt, peber og timian. Bag i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft i ca. 25 minutter.

Ristede græskarkerner
Kom græskarkerner på en tør pande og rist dem under omrøring til de er sprøde. Derefter skrues helt ned for varmen og de vendes med salt, olivenolie og chiliflager, samt en smule citronskal.

Vinaigrettedressing
Vend alle ingredienserne til dressingen sammen og smag godt til.

Anret salaten
Vend den fintsnittede grønkål med dressing og anret på et fad med græskar, ristede græskarkerner, smuldret fetaost og frisk mynte, kværn lidt peber over og drys med en smule flagesalt.