I november var jeg til minijulefrokost med veninde i Århus på Restaurant Mellemrum. Inden vi besluttede os for hvor vi skulle spise, spurgte jeg på twitter og facebook om gode anbefalinger til spisesteder i Århus. Et af de steder der gik igen flere gange var Restaurant Mellemrum.
Her er hvad vi spiste på Restaurant Mellemrum
- Bagt torsk i jordskokke-æblesuppe med sprøde jordskokker
- Helstegt kalvesteg med langtidstilberedt kalvebryst, sur-sød rødbeder & rødbedepuré, hertil sauce med julens krydderier
- Kirsebæriscreme med luftig ris a la mande & Amarena kirsebær
Det var så utroligt lækkert.
Virkelig, virkelig skøn mad, men ikke nok med det. Serveringen var helt i top, uformel og charmerende. Egentlig ville vi have bestilt en helt anden forret, men tjeneren fik os overbevist om, at vi bare måtte prøve deres jordskokkesuppe med æbletern og torsk. Det var jeg virkelig glad for, den var nemlig helt og aldeles fantastisk. Fyldt med smag og nuancer. Jeg besluttede mig hurtigt for, at den jordskokkesuppe måtte jeg forsøge at lave en variant af på et tidspunkt. Min jordskokkesuppe skulle indeholde sødsyrlige æbletern, sprød og salt bacon, mør og mild ovnbagt torsk, og så selvfølgelig den cremede og fyldige jordskokkesuppe. Den blev simpelthen så god. En ting er suppen, som er ret simpel og lækker i sig selv. Men tilbehøret er virkelig helt enestående til en jordskokkesuppe – så prøv endelig.
Min opskrift på Jordskokkesuppe med torsk, æbletern og bacon
- 350 g skrællet jordskokker i tern
- 300 g skrællet kartofler i tern
- 2 mellemstore løg i grove tern
- 1 fed hvidløg
- 2 kviste timian eller 1 tsk tørret timian
- 2 spsk olivenolie
- 1 liter hønseboullion
- lidt revet muskatnød
- 1 dl piskefløde
- 1 tsk salt
- friskkværnet peber
- 2 spsk æbleeddike
- 1 tsk honning
- 1 tsk citronsaft
- 1 torskefilet fra fiskehandleren ( det er nok til 4)
- Ristet bacon crunch (kan evt erstattes af sprød og bagt parmaskinke)
- 2 små æbler i tern
Jordskokker, kartofler, løg, timian og hvidløg kommes i en gryde sammen med olivenolie og sauter i 2 minutter ved middelvarme. Tilsæt boullion og læg låg på, lad det koge i 15 minutter.
Imens suppen koger, laves tilbehøret:
- Torsken rulles og lægges i et ovnfast fad på bagepapir. Bages i en forvarmet ovn i 15 minutter.
- Bland honning, æbleeddike og citron i en skål og vendes med æbleternene.
- Bacon skæres i små tern og ristes sprød på panden
Når suppen har kogt i 15 minutter, tages den af varmen og blendes med en stavblender. Tilsæt fløde og smag til med salt, peber og muskatnød.
Anrettes i en skål eller på en dyb tallerken: Først anrettes en lille forhøjning i midten med æbletern, hvorpå torsken placeres. Suppen hældes rundt om torsken, og tilsidst drysses med sprød bacon og et par enkelte æbletern oven på torsken. Lidt frisk timian pynter smukt på toppen.
RELATEREDE INDLÆG

















Hej Ann-Christine :)
Det lyder virkelig lækkert! Hvor mange grader skal torsken bages ved, og har du bare brugt varmluft? :)
Med venlig hilsen
Anne Katrine
Ja, det er også en af de bedste supper jeg har smagt :) Så håber jeg du kan lide den.
Jeg har bagt torsken ved 180 grader i almindelig ovn, omkring 12-15 minutter.
Kh Ann-Christine
Får en pludselig craving for jordskokke suppe. Tænker at jeg enten må oppe mig kulinarisk eller blive logerende hos dig.:D
Ku´ da være hyggeligt, Maiken :-)
Hvis du skulle få lyst til at give dig i kast med suppen, så er den okay nem at lave – og jeg må virkelig anbefale at prøve den ;)
mmh, det dufter nærmest gennem skærmen. det kommer fluks på madlisten. tak for brugbar inspiration og dejlige billeder.
Selv tak, Linda – det er dejligt at høre :) Jeg håber virkelig suppen smager dig, for den er strøget direkte ind på pladsen som en af mine topfavoritter
Hej :-)
Det ser super lækkert ud, lige en ret jeg skal forkæle min vintersyge krop med!
Vil blot spørge om det skulle være noget problem at halvere opskriften?
Ha’ en forsat dejlig uge! :-)
Mvh Eva
Hej Eva,
Den er jeg sikker på, at du bliver rigtig glad for at forkæle dig med :)
Du kan sagtens halvere opskriften, eller alternativt fryde halvdelen ned inden du tilsætter fløden. Så er der nem aftensmad en anden gang
Rigtig god uge til dig og god bedring
Kh Ann-Christine
Hej Ann-Christine.
Vi har lige lavet din suppe til aften og vil bare lige sige dig at den blev fantastisk god. Overraskende med de æblestykker. Det var et raffineret tvist :-) Tak fordi du delte den.
Hej Marie-Louise,
Det er rigtig dejligt at høre. Det er blevet min personlige favoritsuppe og jeg synes nemlig også selv at æblestykkerne er med til at gøre den til noget helt særligt. Jeg er glad for, at den faldt i jeres smag også :)
Kh Ann-Christine
Hmmmm. Super god og nem suppe. Manden var vild med den. Tak fordi du deler med os. Mvh Mette
Selv tak og tak for tilbagemeldingen :) Vi fik den også selv tidligere på ugen, hele familien er vilde med den herhjemme
Tak for en vellykket nytårsforret. Godt nytår. Mvh Anne
Hej Ann-Christine.
Super dejlig suppe – er fra dags dato blevet min ynglingssuppe :-) super lækkert med syrlige æbler og saltet bacon og lidt fyldig fisk. Nam nam og tak for opskriften.
Fald egentlig først over din side for nogle dage siden – og er blevet helt grebet. Super dejlig side du har:-) …bliv endelig ved.
Kh Mina
Hej Mina,
Hvor er det dejligt at høre :) Tusind tak! Dejligt at du fandt frem til min side
Det er også vores favoritsuppe herhjemme
Kh Ann-Christine
Hej Ann-Christine,
Havde tænkt at jeg vil forsøge mig med denne opskrift imorgen. Jeg er dog lidt i tvivl om torsken – er én torskefilet nok til fire? På billedet (og i to-do beskrivelsen) ser det ud som om der er en hel i én portion, skal der ikke være det?
Kan æbleeddiken erstattes af andet?
Tak for en rigtig flot og inspirerende side!
Mvh Anne Sofie
Hej Anne Sofie,
Uhm, den opskrift er blevet en sand klassisker herhjemme ;) Det kommer meget an på størrelsen af torskefilet. Dem kan køber hos fiskehandleren kan være ret store, så der har jeg taget en hel og delt den – jeg vil beregne omkring 100-150 g pr person.
-og tak for de søde ord om bloggen, det er jeg glad for at du synes
Kh Ann-Christine
Alletiders! Det går jeg efter. Og hvad med æbleeddiken?
Hov det havde jeg overset :) Citronsaft er et glimrende alternativ.