
En ret som vi ofte får som tilbehør og som jeg vist aldrig har delt på bloggen er denne speltsalat. Helt i ægte ’2100 Spelt Østerbro’ stil, så er den proppet med speltkerner og grønne økologiske sager. Man har vel ikke boet på Østerbro for ingenting, vel ;)
Jeg lavede den til børnenes fødselsdag, hvor vi grillede og var udenfor hele dagen i det skønneste sommervejr (Kom tilbage sommer, nu!) og flere spurgte efter opskrift, så her er den:
Opskrift på speltsalat – til 4-6 personer, som tilbehør
- 1 1/2 dl speltkerner
- 1 rød peberfrugt, skåret i små tern
- 1 stor håndfuld bredbladet persille, hakket fint
- lidt kruspersille som pynt
- 1 lille rødløg i små tern
- 1/2 pakke gedefeta
- 2 spsk olivenolie
- 1 tsk sennep
- 1 tsk honning
- 1 spsk æbleeddike
- groft salt
- friskkværnet peber
Speltkernene koges. Gerne lidt kortere tid end der står på pakken. Jeg plejer at give dem 10-12 minutter, prøv at smag om de er til at tygge men har lidt bid. De skal lidt åbne sig og svulme lidt op, uden at blive kogt i smadder. Hæld vandet fra og lad kerne køle lidt af.
Bland med peberfrugt og rødløg som er skåret i fine tern og smuldr gedefetaen i. Dressingen laves af olien, eddike, sennep, honning, salt og peber. Rør det godt sammen med en gaffel. Hæld dressingen over salaten og rør det hele godt sammen.
Det er en god nærende salat, som fint kan erstatte kartofler, ris eller pasta ved et måltid. Vi spiser den som tilbehør til grillretter, fiskeretter, frikadeller, fiskefrikadeller mv.

















Umm, det lyder lækkert! Og sikke et dejligt lys på billedet :)
Ja, det er virkelig et skønt lys. Billedet er faktisk taget mens vi var i sommerhus, jeg har bare ikke fået skrevet indlægget før nu. Her hvor vi bor nu er også det mest fantastiske lys. Så fedt, når vi har været vant til at være i skyggen mellem en masse høje ejendomme ;)
Dejlig salat, er også blevet helt vild glad for speltkerne men også perleyg. Ha en dejlig weekend og tak for inspirationen.
Perlebyg er også skønt. Korn i det hele taget er lækkert i mad, synes jeg :)
Uhm hvor lækkert, tror endda at mine drenge ville kunne spise det. Jeg laver noget lignende, men istedet for speltkerner bruger jeg kikærter. Blander man en dåse tunfisk i er det et helt måltid.
Super god ide med kikærter. Det vil jeg også prøve. Og måske med stykker af laks eller tun som du foreslår. Lyder lækkert
Det ser bare super lækkert ud. Dejlige farver, og lækre ingredienser (: Den opskrift hugger jeg!
Du skal være så hjertelig velkommen ;)
jeg har en hel madplan, der burde ha’ navnet ‘ann-christine’ :) tak for eviglækker inspiration.
Du er så sød, Linda! :) Tak for at du er dig! Jeg er vild med din blog og dine altid smilende kommentarer og ord