Aspargestærte


Aspargestærte er så enkelt og lækkert, en smuk ret til maj og juni, serveret med en simpel salat, godt brød til og måske et glas kølig hvidvin. Det er så dejligt og simpelt, men yderst velsmagende.
Når aspargessæsonen starter, er aspargestærte en skøn måde at servere asparges.
Friske danske asparges er noget af det lækreste og en af de bedste investeringer i min have var, da vi forrige år plantede et stort aspargesbed, som vil give os hjemmedyrkede asparges år efter år de næste mange år frem.
Prøv også: mange flere opskrifter med asparges >>
Arbejdstid 45 min.
Antal 4 pers.

Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Aspargestærte
- Grov tærtedej
- 50 g fuldkornshvedemel
- 125 g hvedemel
- 100 g smør
- 3 spsk vand
- 1 tsk salt
- Fyld
- 6 æg
- 1 dl mælk
- 1 dl cremefraiche 18 %
- 1 tsk dijon sennep
- 1 tsk grov sennep
- 250 g grønne asparges
- salt og friskkværnet peber
- 100 g gruyere, eller emmentaler, groftrevet
Tærtedej
Bland hvedemel og fuldkornsmel med salt og smuldr smør i melblandingen. Den kan også køres på en foodprocessor. Saml dejen med vand, lad den gerne hvile på køl i 30 minutter.
Tryk dejen ud i en smurt tærteform på 24 cm i diameter og prik hul i dejen med en gaffel.
Forbag dejen i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft i 10 minutter, hvorefter den er klar til at blive fyldt og bagt færdigt.
Fyld
Pisk æg, mælk, cremefraiche, sennep, salt og friskkværnet peber sammen med et piskeris.
Knæk den nederste træede del af de grønne asparges og kasser dem. Kom de friske grønne asparges i æggemassen. Drys friskrevet ost over og bag tærten i ca. 35 minutter i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft, til æggemassen er stivnet.

mens jeg laver mad
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Omregning af opskrifter til færre eller flere personer end fire går som regel godt, men for tærter går det bare ikke. Det er umuligt at fylde en 24 cm tærteform med dej og fyld til to personer. Det ville være dejlig med et link til alternative forme, som passer til andre portionsstørrelser.
Hej Carsten
Når man ændrer en opskrift er det kun mængden i ingredienslisten der ændres og ikke selve teksten (inkl formstørrelse) i fremgangsmåden. Det kan rent teknisk ikke lade sig gøre pt.
Men jeg har lavet en bageform beregner her: https://www.valdemarsro.dk/beregning-fra-en-bageform-til-en-anden-bageform/ Den håber jeg at du kan have glæde af.
Kh Ann-Christine