Dampede Bao med nakkekotelet


Bao er en asiatisk dampet bolle med en lille åbning til det lækre fyld. De dampede baoboller er bløde, luftige og uden skorpe og så fylder man dem ellers med krydret kød, grøntsager, krydderurter og lidt chili.
Jeg kan godt lide når de bløde boller bliver fyldt af både velkrydret kød og af knasende sprødt grønt, urter og kerner eller frø. Det giver den perfekte kombination af blødt, sprødt, krydret og er virkelig velsmag i en uimodståelig skøn hapser.
Prøv også: flere opskrifter på asiatisk mad >>
Arbejdstid 1 time 30 min.
Antal 4 pers.

Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Bao med marineret nakkekotelet
- Bao
- 2 dl vand
- 10 g gær
- 1 spsk sukker
- 50 g smør
- 1 tsk salt
- 400 g hvedemel
- Marinade
- 250 g nakkekoteletter, i tynde strimler
- 2 spsk fishsauce
- 1 tsk sukker
- 1 spsk hoisin sauce
- 1 spsk ingefær, finthakket
- 2 fed hvidløg, finthakket
- 1 lime, saften herfra
- Fyld til Bao
- 1 håndfuld frisk koriander, eller bredbladet persille
- 2 gulerødder, skåret i tynde strimler
- 2 forårsløg, skåret i juliene strimler
- 0,50 agurk, skåret i juliene strimler
- 1 drys sesamfrø
- 4 dryp sriracha chilisauce
- 0,50 tsk chiliflager
- Til servering af gnavegrønt
- 3 gulerødder, skåret i stave
- 1 agurk, skåret i stave
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter

Marinade til nakkekoteletter
Bland marinaden og vend nakkekoteletterne i marinaden. Lad kødet marinere i minimum 2 timer og gerne op til et døgn.
Dampede Bao brød
Rør gær ud i vandet og kom sukker, smeltet smør, salt og halvdelen af hvedemel i.
Rør det godt igennem til dejen er helt glat, tilføj mere mel lidt efter lidt. Når dejen er glat og smidig sættes den til hævning på køl natten over eller i 2 timer på køkkenbordet.
Del dejen i otte lige store stykker og rul dem ud til runde flade boller. Pensl med olie på den ene side og fold dem halvt over, så den olierede halvdel er i midten.
Lad bollerne hæve i 30 minutter.
Kom en asiatisk dampkoger over en gryde med kogende vand. Kom et stykke bagepapir i bunden, som prikkes godt igennem, så der kommer mange huller i – sæt et par boller på og damp dem i 20-25 minutter.
Hvis du ikke har en dampkoger, så brug en sigte over en gryde med kogende vand i, kom bagepapir i (prik mange huller i bagepapiret) og sæt låg på.
Tilberedning af kød og samling af bao
Lynsteg det marinerede kød på en varm pande, til det er mørt og gennemstegt.
Saml bao bollerne med kød, grøntsager, koriander, sesam og chiliflager – dryp chiliolie eller sriracha sauce over inden servering
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Kan jeg lave en stor portion boller og fryse dem ned?
Hvis ja hvornår i processen skal de fryses og hvor meget ekstra tid skal de have i damperen?
Hej Stefan
Ja, sagtens! De skal fryses når de er færdigdampet og stadig lune. Så skal de blot tø op i 30-40 minutter på køkkenbordet og kan derefter dampes igen blot et par minutter til de er lune
Rigtig god fornøjelse
Kh Ann-Christine
Hej. Vil man kunne erstatte smør med olie?
Mvh Astrid :)
Hej Astrid
Det har jeg ikke eksperimenteret med til denne opskrift, så det må komme an på en prøve :)
God fornøjelse
Kh Ann-Christine
Har du en dampkoger du stiller på kogepladen, eller skal den i en gryde?
Hej Lotte
Jeg sætter min dampkoger af bambus på en gryde med kogende vand.
Kh Ann-Christine