Daim islagkage


Daim islagkage er en populær kage og vel nærmest efterhånden lidt af en ny klassiker i dessertkøkkenet. Det er virkelig også skønt med den seje marengsnøddebund og den luftige lækre is, fyldt af sprøde daimstykker. En islagkage, som begejstre både store og små.
Det er en dejlig dessert at servere ved festlige anledninger, da det hele kan forberedes i rigtig god tid og kagen kan laves i forvejen og ikke er spor svær. Isen skal tilmed laves uden ismaskine, da det er en parfait som laves af luftigt pisket flødeskum, æg og sukker – ja og naturligvis en masse små sprøde stykker daim.
Prøv også: min opskrift på jordbærroulade >>
Arbejdstid 60 min.
Antal 8 pers.
Kan fryses Ja

Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Daim islagkage
- Marengsbund
- 150 g hasselnødder
- 150 g flormelis
- 0,50 tsk bagepulver
- 4 æggehvider
- Daim is
- 1 vaniljestang
- 75 g sukker
- 4 æggeblommer
- 5 dl piskefløde
- 150 g daim, hakket
- Pynt
- 74 g daim, grofthakket
- 50 g chokoladekugler
- 1 knivspids spiseligt guldstøv, (eller bronze)
- Derudover
- 1 kageplast
Marengsbund
Kom hasselnødderne i en forvarmet ovn ved 150 grader varmluft og bag i 15 minutter til hinderne bliver sprøde og sprækker. Kom hasselnødderne i et rent klæde og gnid hinderne af.
Kør hasselnødderne i en foodprocessor, til de er fintmalede. Bland dem med flormelis og bagepulver i en skål.
Pisk æggehviderne luftige og stive i en anden skål. Vend forsigtigt æggehviderne i nøddeblandingen. Hæld dejen i en smurt springform på 20 cm i diameter. Bag i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft i 30 minutter og lad kagebunden køle af og blive i formen.
Daim Is
Skær vaniljestangen igennem på langs, skrab kornene ud og bland dem med sukker. Pisk vanilje, sukker og æggeblommer til en luftig æggesnaps. Pisk fløden til flødeskum og vend den i æggesnapsen. Vend til sidst hakket Daim i.
Sæt kageplast rundt i kanten af springformen, hæld iscremen over den afkølede marengsbund i formen og sæt islagkagen i fryseren i min. 5 timer eller til servering.
Til servering
Tag islagkagen ud af fryseren, 10 minutter før den skal serveres. Fjern forsigtigt formen og kageplasten. Anret islagkagen på et fad og drys med hakket Daim. Vend chokoladekuglerne i spiseligt bronzestøv og pynt islagkagen med dem.

mens jeg laver mad
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Hej Ann-Christine.
Jeg kunne tænke mig at lave denne dessert, men da jeg skal transportere den ca. 30 minutter i bil, tænker jeg, om isen kan konverteres til en mousse?
Hvor mange blade husblas vil du i så fald anbefale?
På forhånd tak,
Tina
Hej Tina
Du må endelig lige skrive om det bliver godt som mousse :)
Jeg ville nok bruge 3-4 husblasblade, men jeg har ikke testet det til disse mængder.
God fornøjelse
Kh Ann-Christine
Hej Ann-Christine,
Er i fuld gang med at lave denne islagkage, og dejen fyldte det meste af springformen, men klaskede sammen da jeg tog den ud af ovnen, er det noget jeg har gjort forkert, eller skal den gøre det?
Hej Camilla
Ja, den vil falde sammen efter den er bagt, så den får en tykkelse som på mine billeder.
God fornøjelse, jeg håber det smager skønt! :)
Kh Ann-Christine
Kan man lave isen med æggehvide i stedet for æggeblommer? Jeg kan nemlig ikke tåle æggeblommer men kan godt tåle æggehvide.
Hej Linda
Det vil give et helt andet resulatet.
Du må prøve at eksperimentere lidt med det, jeg vil anbefale at forsøge med kondenseret mælk i stedet for sukker og æg + tilføje flødeskum. Du må endelig prøve dig lidt frem.
God fornøjelse
Kh Ann-Christine