Fransk Bondesalat


Fransk bondesalat er en af mine yndlings måltidssalater.
Det er en skøn mættende salat til frokost og til aftensmaden gør den sig glimrende som et helt måltid eller som tilbehør til andre skønne retter – og spise kylling, bønnedeller, squash frikadeller, eller hvad man nu lige har lyst til … Jeg har brugt dette grydebrød til at lave de sprøde brødcroutoner.
Fransk Bondesalat kan varieres alt efter sæson, men når der er friske grønne asparges i salaten sammen med små kogte kartofler, så smager den særligt skønt og det er derfor lidt en sen forårs/sommerspise for mig.
Fransk bondesalat
- 2 æg, (eller evt. et æg pr. person)
- 2 skiver bacon, (undlades hvis vegetar)
- 2 skiver godt brød - fx. grydebrød
- 100 g grønne asparges, knæk det nederste tørre stykke af
- 2 tsk smør
- 200 g babykartofler, kogte og halverede
- 125 g babysalat, alternativt feldsalat, salatmix
- 100 g haricots verts, dampede
- 1 rødløg, skåret i tynde ringe
- 30 g oliven
- 3 spsk purløg, finthakket
- flagesalt
- sort peber, friskkværnet
- Dressing
- 1 tsk dijon sennep
- 1 tsk honning
- 1 tsk olivenolie
- 1 tsk æblecidereddike
- 1 spsk mayonnaise
Porcheret æg (eller smilende æg)
De porcherede æg tilberedes ved at bringe en gryde med vand i kog. Når vandet koger swirles det rundt med en ske eller piskeris, så og ned i midten slåes et æg ud. Saml det med en hulsske og tag det op, når det har fået omkring fire minutter.
Alternativt kog æggene i en gryde i 7-8 minutter til de er smilende, pil æggene og skær i kvarte til salaten.
Bacon, brød og asparges forberedes
Steg bacon skiverne på en pande ved middel varme. Tag de sprøde skiver bacon af og lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle.
Kom en tsk smør på panden sammen med brødskiver i tern og steg dem sprøde og lækre. Drys med salt og peber.
Tag brødskiverne af panden, kom endnu en tsk smør på og lynsteg de grønne asparges i et lille minut.
Dressing
Rør eller ryst eddike, dijon, honning og olie sammen til det er helt ensartet i konsistensen. Rør tilsidst mayo i og smag til med salt og peber.
Anret bondesalaten
Fordel salat på et stort fad hvis salaten skal serveres som tilbehør, sammen med rødløg i skiver, dampede bønner, halve kartofler, asparges, brød i tern, baconstykker og oliven. Læg de pocherede æg på, fordel dressingen i små klatter og drys med purløg.
Det ser let og lækkert ud, sikkert egnet til en varm sommerdag på terrassen med et glas køligt hvidvin☺
Det må prøves – ser rigtig lækkert ud. Kan man bytte oliven ud, med noget andet lækkert ? Har du et godt forslag ?
Du kan fint bare undlade dem, hvis du ikke er vild med oliven :)
Rigtig god fornøjelse
Kh AC
Er der et alternativ til rødløg?
Du kan fint undlade løg eller bruge salatløg fx
?
Hvilke oliven bruger du?
Det er lige forskelligt – denne gang er det lækre sorte kalamata oliven, købt i SuperBrugsen
Kh AC
Hej Ann-Christine. Jeg læser med glæde dine sider. Det er så lækre opskrifter du har, og siderne er smukt sat op. Derfor undrer det mig at du har accepteret en annonce fra spillehallen.dk. Den passer ikke ind i stilen og slet ikke moralsk. Hilsen fra Kirsten m
Hej Kirsten,
Tusind tak for din tilbagemelding og søde ord om min blog ♡ Det er dejligt at høre!
Mht annoncerne på bloggen, så kommer de fra 3.part – hvilket vil sige at jeg ikke selv godkender eller kan se alle de annoncer der kommer på, fordi nogle af dem fx er sat til særlige geografiske områder eller er brugerbestemt. Så de er ikke et udtryk for min personlige anbefaling, modsat fx de sponsorerede samarbejder jeg laver, hvor jeg står helt inde for alle indlæg med min personlige holdning.
Når alt det er sagt, så har jeg faktisk bedt om at jeg ikke vil have vist lige præcis spil-annoncer på bloggen fra min annoncepartner, så jeg beder dem lige om at fjerne spillehallen-banneret.
Kh Ann-Christine
Kan ikke rigtig gennemskue om kartoflerne er kolde-lune eller varme?
Lyder super lækkert vil afprøve i weekenden?
Begge delel fungere glimrende, men kan det lade sig gøre synes jeg lune er bedst
God fornøjelse
Kh AC