Hjemmelavet pizza – grundopskrift på pizzadej
Min opskrift på pizzadej til hjemmelavet pizza er nem og fyldet bestemmer man jo helt selv. Jeg har selv udviklet på min pizzadej – faktisk så arbejdede jeg i min skoletid på et tidspunkt på et pizzaria og jeg har ladet mig inspirere af et par gode tips derfra.
Hjemmelavet pizzadej er nem at lave selv, og hvis man skruer ned for gærmængden til omkring 4-5 g og lader pizzadejen hæve i køleskabet i 16-24 timer, så bliver det faktisk endnu bedre! Se mere om mængden af gær og valg af mel under opskriften.
Prøv også: Opskrift på pizzasauce >>
Arbejdstid 15 min.
Antal 2 stk.
Vil du gerne have billede på udskriften?Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Pizzadej
Hold min skærm tændt,mens jeg laver mad
- 25 g gær
- 3 dl vand
- 3 spsk olivenolie
- 1 tsk salt
- 500 g hvedemel
- 1 spsk olivenolie, til at smøre skålen med
- Derudover
- 1 spsk hvedemel, ekstra til udrulning
Opløs gæren i en skål med lunkent vand. Brug 5 g gær, til koldhævning natten over, og 25 g gær, hvis pizzadejen blot kan nå at hæve i 1 time.
Kom 1/3 mel, olivenolie og salt i og rør godt rundt til en ensartet konsistens. Tilsæt resten af melet lidt ad gangen under omrøring. Drys lidt mel på køkkenbordet og ælt til sidst dejen sammen til en smidig dej med hænderne.
Vask skålen og smør den med olivenolie, kom dejen tilbage i skålen og vend den, så den er dækket af olivenolie. Olien gør dejen nem og smidig at arbejde med og skorpen ekstra sprød ved bagningen.
Lad dejen hæve i ca. 45-60 minutter. Hvis du sætter dejen til koldhævning i køleskabet, skal den hæve længere, gerne natten over.
Drys lidt mel på køkkenbordet. Del dejen i to og form to runde pizzaer med hænderne på bordet.
Vi har en pizzaplade og laver pizzaen på grillen, men ellers kan du også bruge en alm bageplade og ovnen. Lad ovnen varme op til 250 grader (over/undervarme eller grill) med bagepladen i ovnen, så den bliver varm. Eller endnu bedre brug en stenplade. Det gør bunden på pizzaen sprødere.
Kom pizzaen på pladen, fyld dit favoritfyld på og bag i ca. 10 minutter, eller til bunden er sprød.
Hold min skærm tændt,mens jeg laver mad












Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Hej 😊
Skal jeg bruge bagepapir under pizzaen hvis jeg bruger en bradepande til at putte pizzaen på eller er det uden? 😊
Hej Sandie
Ved alm bradepande, bruger jeg selv bagepapir under pizzaen :)
God fornøjelse
Kh Ann-Christine
Hejsa:)
Jeg skal lave pizzadej til 20 sultne spejdere. De skal have en lille dej hver, så de kan lave deres egen pizza.
Jeg tænker at lave dejen dagen før og så koldhæve den i 20-24 timer.
Vil du anbefale at jeg laver 10 x opskrift og så dele dem i 20 dejboller?
Tak for en god side og en masse lækre opskrifter👌🏻
De bedste hilsner herfra
Hej Signe
Tusind tak for din søde hilsen.
Det lyder virkelig hyggeligt!
Ja, det vil nok passe meget fint med x10, så er der en god pizza til hver. Men på den anden side … alt efter hvor sultne de er og alt efter deres alder (har selv to teenagere) så kan man jo indimellem blive lidt overrasket over hvor meget de kan spise, så måske vil det være en ide at lave opskriften x 12 eller 14, og så er der lidt i overskud til de ekstra sultne.
God fornøjelse
Kh Ann-Christine
Vil bare sige tak for en fantastisk, dejlig nem og lækker pizza dej. 😊 det eneste farlige er at den er så nem at lave at den godt blive hverdags med 🫣 bruger næsten altid dine opskrifter til de ting jeg er i tvivl om. Tak for skønne opskrifter.
De bedste hilsner
Laila
Hej Laila
Mange tusind tak for din dejlige tilbagemelding på opskriften, det er jeg virkelig glad for!
Rigtig god fornøjelse med pizzabagningen fremover :)
Kh Ann-Christine