Asiatisk

Opskrifter på asiatisk mad med inspiration fra hele Asien.

Her får du både lækre opskrifter fra det vietnamesiske køkken med lækre friske forårsruller, pho og nudelretter. Lækre opskrifter fra det thailandske køkken som fx pad krapow og red thai curry, samt vidunderlige retter fra Japan med ramen, okonomiaky, sashimi og meget andet godt. Jeg kommer naturligvis også omkring kinesiske retter samt en bred samling af retter frit inspireret fra hele det asiatiske køkken med alle de gode råvarer og smag af soja, ingefær, citrongræs, mynte, chili og alt det lækre vi kender som klassisk asiatisk mad.

Rigtig god fornøjelse med de asiatiske retter.

Jeg elsker det asiatiske køkken og da vores børn var 5 år rejste min familie og jeg rundt i Asien i 4 måneder, hvor vi virkelig gik på opdagelse i alle de asiatiske retter. Spiste i gadekøkkener, på restauranter og et par gange blev inviteret hjem af lokale vi mødte på rejsen. Vi nød det i fulde drag. Den fantastiske madkultur, smagene, duftene og jeg var på adskillige køkkenskoler for at lære tips og tricks til at kunne genskabe retterne hjemme i eget køkken. Jeg holder meget af det asiatiske køkken, både når vi er ude at spise, når vi rejser og at lave retter derfra hjemme i mit eget køkken.

Krydderurter som mynte, citrongræs og koriander smager fantastisk, og jeg elsker de lækre krydrede retter, sprøde grøntsager, stærke supper, friske forårsruller og ikke mindst sushi.

Asiatisk mad på menuen

De fleste råvarer, krydderier og andre ingredienser til opskrifterne i det asiatiske køkken kan købes i de fleste velassorterede supermarkeder. Men enkelte kan det være nødvendigt at tage på et ærinde til den nærmeste asiatiske købmand eller i online, hvor man blandt andet køber følgende:

Forårsrulledej, wontonplader, galangarod, birdeye-chili (en pivstærk chili, som kan erstattes af almindelig rød chili, fra supermarkedet), kaffir-limeblade, thaibasilikum og ikke mindst den bedste fishsauce.

Hvis man ikke bruger asiatiske ingredienser så ofte, kan de opbevares smart, så de holder meget længe. Man kan evt. aftale at dele indkøbet med en veninde, kollega, ven eller familien.

Wontonplader, forårsrulledej og galangarod kan fryses i mindre portionsstykker, som er lige til at tø op og anvende. Kaffir- limeblade kan også fryses i en lufttæt beholder, og det samme kan de hele birdeye-chilier og citrongræs. Citrongræs kan alternativt opbevares i en glasflaske eller vase med vand på køkkenbordet – efter noget tid vil den danne rødder og kan plantes ud i en potte.

Fishsauce – En god fishsauce er et must i det asiatiske køkken. Det er både det vietnamesiske og thailandske alternativ til salt, og det giver en fantastisk smag af både salt og umami i mange retter.

På den vietnamesiske ø Phu Qouc er de kendt for at være de bedste til produktion af fishsauce. Den kan købes hos alle asiatiske købmænd. På trods af den gode kvalitet er den ikke specielt dyr og dertil meget drøj i brug. Opbevar fishsaucen i køleskab efter åbning.

Tips til det asiatiske køkken

Galangarod – kan erstattes af ingefær eller undlades. Hvis du har købt, så kan det rives fint og fryses ned og holder sig længe på frost.

Birdeye-chili – kan erstattes af andre chilityper. Vælg den, du synes om, fx en almindelig rød chili. Har du købt de små birdeye chili, så kan de også fryses.

Chili – kan altid undlades eller justeres op eller ned i styrke efter smag. Mine opskrifter er afstemt til et familievenligt niveau. Men det er selvfølgelig individuelt, så smag dig frem og undlad hellere, hvis du ikke er vild med stærk mad og den varme, som chilierne bidrager med.

Thaibasilikum – kan erstattes af almindelig basilikum. Det er ikke det samme, og giver ikke samme autentiske  smag, men man får altså uanset lavet en dejlig ret, som er lækker at spise.

Kaffir-limeblade – kan erstattes af fintrevet øko limeskal. Hvis du har købt dem, så kan de fryses ned og holder sig længe på frost.

Frisk gurkemeje – kan erstattes af tørret stødt gurkemeje.

Shaoxing vin – kan erstattes af risvin eller sherry rørt med lidt sukker

Risvin – kan erstattes af limesaft, hvidvinseddike eller æblecidereddike