Bananbrød
Bananbrød er så lækkert! Det er lidt mere brød, lidt mindre sukker, mere groft mel og dermed lidt anderledes end en dejlig klassisk banankage.
Jeg topper den med chokolade og valnødder. Men det kan man frit undlade eller man kan komme den grofthakkede chokolade og valnødderne i selve dejen i stedet.
I min familie er dette bananbrød et evigt hit. Det er nemt at bage og det er drønlækkert, når man lige har et par overmodne bananer i frugtskålen og har lyst til at bage noget skønt og hyggeligt.
Prøv også: min opskrift på en lækker citronkage >>
Arbejdstid 30 min.
Antal 6 pers.
Kan fryses Ja
Vil du gerne have billede på udskriften?Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Bananbrød
Hold min skærm tændt,mens jeg laver mad
- 75 g smør, stuetempereret
- 70 g sukker
- 0,50 tsk vaniljesukker
- 4 æg
- 4 banan, modne
- 2 tsk bagepulver
- 1 tsk stødt kanel
- 0,50 tsk stødt ingefær
- 1 knivspids salt
- 75 g fuldkornshvedemel
- 100 g hvedemel
- Ganache og nøddetopping
- 1 dl piskefløde
- 100 g mørk chokolade
- 75 g valnødder
Chokoladeganache
Varm fløden op i en gryde til lige knap kogepunktet. Tag gryden af varmen og rør chokoladen i, til det er helt ensartet. Du kan evt. blende den kort med en stavblender.
Sæt chokoladeganachen i køleskab i en beholder og lad det køle helt af i min. 2 timer.
Bananbrød
Pisk smør, sukker og vaniljesukker, til det er luftigt. Pisk et æg i ad gangen, til det er helt ensartet. Mos bananerne og rør dem i.
Bland bagepulver, kanel, ingefær, salt, fuldkornshvedemel og hvedemel godt sammen og rør det i dejen med bananerne.
Kom dejen i en smurt rugbrødsform på 10 x 25 cm, evt. beklædt med bagepapir.
Bag i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft i ca. 45 minutter. Tag den ud af formen og lad brødet køle af på en bagerist. Smør med ganache og drys med hakkede valnødder, når bananbrødet er kølet lidt af.
Hold min skærm tændt,mens jeg laver mad













Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Kan man undlade fuldkorns mel og astatte det med fin havregryn eller mel?
Hej Louise
Ja, det kan du fint gøre. Jeg synes 50:50 havregryn/hvedemel fungere godt som erstatning for fuldkornsmel i bananbrød.
God fornøjelse
Kh Ann-Christine
Super lækkert banan brød, børnene elsker det.
Også de voksne, smager også godt ristet på 3 dagen…
Hej Anita
Hvor er det dejligt at høre! Mange tak for din fine tilbagemelding på opskriften, det er jeg glad for.
Kh Ann-Christine
Hej
Kan man mon bruge olie i stedet for smør?😊
Hej Sofie
Du kan prøve det af, jeg har ikke testet det til denne kage.
Men så skal du blot piske æg og sukker og tilsætte olie sammen med mel osv.
God fornøjelse
Kh Ann-Christine
Jeg laver den altid med olie 1 dl
Og i stedet for grovmel smider jeg 75 g kokusmel i…og bruger knuste makroner som topping