Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/honninghjerter/

Honninghjerter og honningkage

Smag og konsistens i et hjemmebagte honninghjerter er noget helt særligt. Krydret og en dejlig smag af jul – og så er duften af honningkage jo bare helt og aldeles fantastisk.

Et honningkagehjerte er jo nærmest koncenteret julestemningsduft og smag i ét

I weekenden pyntede vi vores hjemmebagte honninghjerter og endelig kunne vi sætte tænderne i de duftende krydrede honningkagehjerter, som på en gang er en hyggelig og langsommelig proces at lave.

Men de er det hele værd!

PT35dage

Honninghjerter

Tid i alt35 dage
Arbejdstid60 min.
Holdbarhed3 uger
Antal10 stk.
Ingredienser
  • Fordej (laves 4-8 uger før)
  • 250 g honning
  • 250 g hvedemel
  • Honningkagedej
  • 500 g honningkagefordej
  • 1 æggeblomme
  • 1 tsk hjortetaksalt
  • 1 tsk potaske
  • 2 spsk koldt vand + evt lidt ekstra
  • 2 tsk kanel
  • 0,50 tsk stødt ingefær
  • 0,50 tsk stjerneanis, stødt
  • 0,50 tsk hele nelliker, stødt
  • 0,50 tsk allehånde, stødt
  • 1 øko appelsin, 1 spsk revet skal herfra
  • Pynt
  • 150 g mørk chokolade
  • Glasur
Udskriv
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Fremgangsmåde

Fordej  (forberedes cirka en måned før bagning af honninghjerterne)
Varm honningen op til omkring 35 grader, så den er blød og nem at blande med mel. Ælt den lune honning og hvedemel godt sammen i en skål, til det er en jævn dej.

Kom det i en bøtte med låg på og sæt fordejen i fx et mørkt køligt køkkenskab, gerne i en måned.

Bagning af honninghjertedejen
Riv evt. fordejen på et riveejern eller i en foodprocessor.

Kom æggeblommen i en skål, og rør hjortetaksalt ud i æggeblommen.

Rør potaske sammen med koldt vand i et glas og bland æggeblomme med hjortetaksalt og potasken med vand i fordejen. Rør også alle de duftende julekrydderier og appelsinskal i fordejen.

Ælt dejen godt sammen. Det tager lidt tid, for den kan godt være ret hård at arbejde med. Tilsæt evt. 1-2 spsk. koldt vand hvis nødvendigt.

Rul dejen ud til en tykkelse på ca 1/2 cm på et meldrysset bord. Stik honninghjerterne ud med udstikkerforme.

Tril dejresterne sammen og rul dem ud igen, gentag udstikningen, til der ikke er mere dej tilbage.

Sæt honninghjerterne på en bageplade med bagepapir og bag dem i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft i omkring 10-12 minutter. Hold øje med dem. De skal ikke blive brune. Man kan mærke, når de er færdigbagte ved at trykke en finger ned på midten. Hvis der ikke sætter sig et aftryk af fingeren er de færdige.

Afkøl hjerterne på en bagerist. Når de er afkølede, er de sprøde og ikke til at spise. Stænk et rent klæde med vand og pak honninghjerterne ind, først i det let stænkede klæde og derefter i en lufttæt beholder eller lukket frysepose.

Sæt honninghjerterne i køleskab i 2-3 dage, hvorefter de vil være lækre og bløde og klar til at blive pyntet og spist. Er de ikke helt bløde nok, så stænk lidt mere vand på klædet og vent en dag ekstra.

Pynt
Pensl den portion der skal spises med et tykt lag god tempereret chokolade, og pyntes med krymmel, glasur og glansbilleder efter ønske og fantasi.

Honninghjerterne kan opbevares i 3-4 uger i køleskabet og holder sig også fint efter pyntning, et par dage på køkkenbordet, med et rent klæde over.

valdemarsro youtube

Se videoen her, hvor jeg viser opskriften >>

OBS: skal forberedes 4-8 uger før.