Kyllingelasagne med spinat


Lækker kyllingelasagne med spinat er super smovset med de saftige stykker kylling, cremet krydret sauce, spinat og mornaysauce. Det er en dejlig variation til den skønne klassiske lasagne – og indimellem er det jo rart at prøve lidt nyt, ik´
Jeg kan rigtig godt lide smagskombinationen af timian, rosmarin og oregano i sådanne retter. Om vinteren bliver de tørrede krydderurter taget i brug og så glæder jeg mig ualmindelig meget til at kunne høste og frådse med friske krydderurter fra egen have i det lyse halvår.
Prøv også: Grøn salat med pære og parmesandressing >>
Arbejdstid 60 min.
Antal 4 pers.

Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Kyllingelasagne med spinat
- Spinatfyld
- 1 løg, finthakket
- 500 g frossen spinat
- 150 g naturel flødeost
- salt og friskkværnet peber
- olivenolie
- Kylling i krydret tomatsauce
- 400 g kyllingefilet, i tern
- 1 løg, finthakket
- 3 fed hvidløg, finthakket
- 2 gulerødder, groftrevet
- 1 squash, groftrevet
- 1 spsk tørret oregano
- 1 tsk tørret rosmarin
- 1 tsk tørret timian
- 30 g koncentreret tomatpuré
- 400 g hakkede tomater
- 1 dl grøntsagsbouillon
- olivenolie, til stegning
- Mornaysauce
- 25 g smør
- 25 g hvedemel
- 3 dl mælk
- 1 knivspids muskatnød, fintrevet
- 125 g frisk mozzarella
- Derudover
- 200 g friske lasagneplader
- 1 håndfuld frisk oregano
Spinatfyld
Sauter løg på en pande med olivenolie til de er bløde, men uden at de tager farve. Tilsæt den frosne spinat og varm igennem til den er helt tøet op. Tilsæt flødeost, salt og friskkværnet peber.
Kylling i krydret tomatsauce
Varm en pande op med olie og brun hurtigt kyllingekødet af ved høj varme på alle sider. Sæt kødet til side på en tallerken. Skrue ned for varmen og sauter løg, hvidløg og gulerødder på panden ved middelvarme. Kom squash, krydderier, tomatpure, hakkede tomater og grøntsagsboullion på panden og lad det simre i cirka 15 minutter til det koger en smule ind.
Mornaysauce
Smelt smørret i en gryde, kom mel i og pisk, til det har samlet sig til en bolle. Pisk mælken langsomt i lidt ad gangen, til konsistensen er som en sauce. Kom ost i og pisk, til den er smeltet. Smag til med revet muskatnød, salt og peber.
Saml kyllingelasagnen
Kom de brunede kyllingetern i den krydrede tomatsauce og sluk for varmen.
Fordel skiftevis tomatsauce, spinat, mornaysauce og lasagneplader. Afslut med mornaysauce. Bag lasagnen i en forvarmet ovn ved 220 grader varmluft i 12-15 minutter. Server med et drys frisk oregano.

mens jeg laver mad
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Hej Ann-Christine
Er altid dine opskrifter jeg først finde frem og en succes hver gang.
Vi skal lave retten til 25 personer og vil gerne samle den om formiddagen og derefter bage den i oven men ved ca 17 tiden. Er det ok? Og skal ovntiden ændres?
Du skriver hakket tomater. Skal de være friske eller er det ok fra dåse?
De bedste hilsner
Lis
Hej Lis
Mange tusind tak for din søde hilsen, det er jeg glad for! :)
Hakkede tomater kan fint være fra dåse, papbrik eller friske. Jeg bruger oftest hakkede tomater fra dåse eller brik.
Jeg vil desværre ikke umiddelbart vurdere at det er den bedste opskrift at forberede i god tid, hvis man samler den. Mine forbehold skyldes at lasagnepladerne risikere at blive for bløde af at stå med saucen i flere timer + når lasagnen bliver bagt med den kolde sauce, til den er gennemvarm, så skal den nok have +25 minutter i ovnen for at være gennemvarm og så vil man også risikere at kyllingen bliver for tør.
Det må blive et forsøg værd! :)
Hvis det kunne lade sig gøre tidsmæssigt, ville jeg lave de forskellige elementer for sig, opbevare på beholdere i køleskabet til om aftenen. Gennemvarme dem igen i gryder og samle lasagnen inden den skal bages.
Kh Ann-Christine
Hej kan retten genopvarmes?
Hej Mette
Ja, det kan den godt, men kyllingen kan blive lidt tør og kedelig + lasagnepladerne lidt for bløde.
Hvis det er genopvarmning af spinat du tænker på, så er det jf fødevarestyrelsen en skrøne at det ikke må genopvarmes. Det skal blot køles ned straks og varmes godt op igen.
God fornøjelse
Kh Ann-Christine
Hej Ann-Christine
Dejlige opskrifter du sender ud til os. Jeg undrer mig at squash og gulerødder nævnes som stk, og ikke i gram, da det svinger meget i størrelser, kan være svært at vurdere.
Hilsen……….Vibeke
Hej Vibeke
Når jeg ikke angiver i gram skyldes det at der er plads til lidt fleksibilitet op/ned i mængden. I alle mine opskrifter tager jeg udgangspunkt i ”standardstørrelsen” på de økologiske frugter og grøntsager som de kan købes i supermarkederne.
Rigtig god fornøjelse
Kh Ann-Christine