Mørbradbøffer med bløde løg, champignon og flødesauce
Mørbradbøffer med bløde løg er en klassiker på julefrokostbordet – og i det danske klassiske køkken i det hele taget.
Det er en herlig frokostret, som gør sig akkurat lige så godt, serveret med kartofler og en kålsalat som til godt groft rugbrød og syltede agurker.
Man kan sagtens afkorte stegetiden på mørbradbøfferne på panden og stille retten i ovnen, hvor den delvist kan stege færdig og delvist kan holdes lun, mens tilbehøret gøres klar til servering. Det skriver jeg lidt tips til under opskriften.
Arbejdstid 45 min.
Antal 4 pers.
Vil du gerne have billede på udskriften?Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Mørbradbøffer med bløde løg og flødesauce
Hold min skærm tændt,mens jeg laver mad
- 50 g bacon, i skiver
- 1 tsk smør, til stegning
- 500 g svinemørbrad, afpudset
- 250 g champignon, skåret i kvarte
- 2 løg, skåret i ringe
- 1,50 dl piskefløde
- 1 dl grøntsagsbouillon
- 1 tsk tørret timian
- salt og friskkværnet peber
- 1 håndfuld frisk timian, eller persille, til anretning
Steg bacon på en pande i en smule smør. Når baconskiverne er lettere sprøde, lægges de til side på et stykke køkkenrulle.
Skær mørbraden i gode bøffer på ca. 2 cm i tykkelsen og tryk dem lidt flade med håndfladen. Steg dem på panden med baconfedt og smør. Brun dem af ved høj varme i 1 minut på begge sider. Krydr med salt og peber og steg dem videre ved middelvarme i cirka 3 minutter på hver side. Tag af varmen og anret i et fad. Sæt eventuelt fadet i en lun ovn for at holde bøfferne lune.
Rist champignon godt af ved høj varme et par minutter på panden i baconfedtet. Tilsæt mere smør, hvis nødvendigt.
Skrue ned til middel varme, og sauter løgene på samme pande. Sauter løgene i nogle minutter, til de er bløde. Tilsæt grøntsagsboullion, piskefløde, champignon og grofthakket sprød bacon på panden. Smag til med salt, peber og timian.
Fordel saucen med løg, bacon og champignon over mørbradbøfferne. Drys med frisk timian eller persille inden servering.
Hold min skærm tændt,mens jeg laver mad













Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Kan jeg lave bøfferne i forvejen og fryse dem eller bliver de tørre god jul
Hej Vivi
Man risikere nemt at bøfferne bliver tørre, når de tilberedes i forvejen. Men man kan i prioncippet lave hele retten færdig dagen før og lune den igen – vær opmærksom på at mørbradbøfferne ikke får for meget.
Rigtig god fornøjelse
Kh Ann-Christine
Hej Ann-Christine
Kan man mon bruge kyllingebryst skåret som små ‘mørbradbøffer’ i stedet for svinekød? Oven på både and og gris den 24/12, tænker jeg det kunne være godt med en lettere version til julefrokosten.
Mvh Kirsten
Hej Kirsten
Ja, det kan du. Retten er også lækker med kylling.
God fornøjelse og glædelig jul
Kh Ann-Christine
Hvor længe i ovn ved 160°C
Hej Villy
Det kommer lidt an på hvor tykke mørbradstykkerne er, men omkring 15-20 minutter. Vær dog endelig opmærksom på at de ikke får for meget.
God fornøjelse
Kh Ann-Christine