Talkage med chokoladekage og mousse
En fint pyntet talkage er en herlig måde at fejre fødseldage, jubilæum og andre fine anledninger.
Jeg bagte to af de lækre talkage til Johan og Julies fødselsdag og de blev så overraskede og begejstrede for den flotte velsmagende kage!
Kagen er bagt som en saftig chokoladekage med pynt af mælkechokolademousse, friske bær og toffifee. Den kage der blev til overs, efter kagen blev skåret ud har jeg gemt i fryseren til romkugler eller træstammer.
Prøv også: min bedste opskrift på chokoladelagkage >>
Arbejdstid 60 min.
Antal 1 stk.
Kan fryses Ja
Vil du gerne have billede på udskriften?Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Talkage - ét tal
Hold min skærm tændt,mens jeg laver mad
- Talkage (pr tal)
- 200 g smør
- 200 g mørk chokolade
- 200 g sukker
- 4 æg
- 1 dl mælk
- 60 g mandelmel
- 1 tsk vaniljesukker
- 1 knivspids salt
- 100 g hvedemel
- 2 tsk bagepulver
- Mælkechokolademousse
- 1 ark husblas, blad
- 100 g mælkechokolade
- 2 dl piskefløde
- Pynt
- 100 g jordbær
- 50 g blåbær
- 125 g toffifee
Obs.
Denne opskrift er til ét tal. Gang opskriften op, hvis der som her skal laves to tal, medmindre det er to 1 taller, så kan du godt skære begge 1 taller ud af denne portion.
Talkage
Smelt smørret i en gryde ved lav varme. Tag gryden af varmen og rør chokoladen i.
Pisk sukker og æg sammen, til det er lyst og luftigt. Pisk mælk, mandelmel, vaniljesukker og salt i ægge- og sukkerblandingen. Kom chokoladeblandingen i og rør det sammen. Bland hvedemel og bagepulver, sigt det i dejen og rør den sammen.
Fordel dejen i en bradepande på ca. 20 x 30 cm med bagepapir. Bag kagen i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft i 30-35 minutter, til den stadig føles lidt underbagt i midten. Afkøl kagen og skær tal ud efter skabelonen.
Mælkechokolademousse
Læg husblas i blød i koldt vand i 10 minutter. Smelt chokoladen i et vandbad. Varm halvdelen af piskefløde op til lige under kogepunktet og tag gryden af varmen. Vrid husblassen, rør den i fløden og rør det i den lune chokolade. Lad det køle af.
Pisk flødeskum af den anden halvdel piskefløde og vend den i chokoladecremen. Fyld moussen i en sprøjtepose og sæt den på køl i 1 time, til den er fast og kan sprøjtes ud i fine toppe. Afkøler den længere, bliver den for fast til at sprøjte ud.
Pynt talkagen
Placer tallet på et serveringsfad eller en bakke og pynt med toppe af mælkechokolademousse, bær og Toffifee eller andet fint pynt alt efter årstid og smag.
Hold min skærm tændt,mens jeg laver mad













Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Hejsa, jeg har lige afprøvet denne opskrift og kan derfor give mit besyv med – det er en af de lækreste chokoladekager jeg har smagt, og den er lige så god et par dage efter, og kan sagtens klare lidt til i køleren uden at blive kedelig, så længe den kommer ud et stykke tid før den skal spises.
Chokolademoussen derimod havde jeg lidt problemer med, den var stadig ret flydende efter en time så det blev lidt noget juks men smagte super. Den satte sig først timevis senere. Jeg er ingen ekspert men mit instinkt siger mig problemet var at fløden var for varm og at chokoladen derfor ikke længere var tempereret. Så måske et tip lige at lade fløde med husblas køle lidt ned før den blandes med chokoladen, hvis vejret er varmt og nedkøling ikke sker hurtigt naturligt. Ellers tager jeg gerne imod gode råd om hvad der kunne være gået galt!
Generelt er det en dessert til den søde side, så jeg synes det passede rigtig godt med syrlige bær (ribs i vores tilfælde) og at skære ned på toffifeeerne, ville måske gå efter en mindre sød mælkechokolade næste gang eller skære i sukkeret men alle (også børn i forskellige aldre) synes det var lækkert og festligt.
Hej,
jeg skal bage denne lækre kage, som min dreng skal have med i børnehave fredag (han bliver 5 år). Kan jeg bage den onsdag, stille den på køl i køleskabet, og om fredagen pynte den med glasur og diverse pynt?
Hilsen Lisa
Hej Lisa
Ja, det kan du godt! Hvis du bager den onsdag aften, så kan den fint holde sig lækker til fredag morgen :)
Stort tillykke med ham!
God fornøjelse
Kh Ann-Christine
Kan man bruge chokoladeknapper eller skal det være en god chokolade der bruges
Hej Joan
jeg bruger selv chokoladeknapperne fra Callebaut, så de fåes også i mange kvaliteter.
Mht chokolade, så anbefaler jeg helt generelt blot at man bruger en chokolade, som man selv synes om at spise, så skal det nok fungere godt!
Rigtig god fornøjelse
Kh Ann-Christine