Valdemarsro http://www.valdemarsro.dk/chili-sin-carne/

Chili sin carne

Chili sin carne er en skøn måde at få en ret med varmende grøntsager ind i menuen her i efteråret – og ja, året rundt faktisk.

I dag vil jeg dele min bedste opskrift på den lækre vegetar udgave af min yndlings chili con carne og lige netop dén opskrift, foretrækker jeg at holde præcis som den er – uden ’skjulte’ grøntsager, hvorimod denne vegetarudgave uden kød er spækket med grøntsager – som passer perfekt til retten.

con carne = med kød   //  sin carne = uden kød 

Når der ikke kommer kød i retten, så skal der noget andet til, naturligvis – og her er det simpelthen gode grøntsager, som squash, aubergine og bladselleri. Groftrevet og efter en halv times tid i gryden kan man snildt slippe afsted med at servere den for alle de der foretrækker kød på middagsbordet. Ingen vil opdage den manglende kød i retten her. Prøv også at komme 250 g helt finthakket champignon i retten – de skal sauteres sammen med løg og ligner kød til en forveksling i retten, samtidig med at de tilføjer lidt ekstra umami-smag til en chili sin carne.

PT45M

Chili sin carne

4-6 pers    45 min.
4-6 pers
Ingredienser
  • 1 ½ tsk spidskommen
  • 1 tsk kanel
  • 1 1/2 tsk tørret koriander
  • 1 tsk. røget paprika (kan undlades eller erstattes med sød paprika)
  • 1/2 tsk tørret chiliflager/chilipulver / alternativt frisk chili efter smag
  • 3 spsk olivenolie eller kokosolie
  • 2 rødløg, finthakket
  • 3 spsk finthakket soltørret tomat
  • 2 fed hvidløg, finthakket
  • 1 squash, groftrevet
  • 2 stilke bladselleri, groftrevet
  • 1 aubergine, groftrevet
  • 1 ds flåede eller hakkede tomater
  • 1 dl grøntsagsbouillion, fx herbamara
  • 500 g kidney bønner - klar til brug ( tørrede bønner der har været iblødsatte og kogte / eller drænede og skyllede fra dåse)
  • 20-40 g mørk chokolade, til at smage til med
  • Salt og friskkværnet peber
  • Tilbehør forslag:
  • nachos, ris, brød, creme fraiche, cheddarost, syltede rødløg, jalapenos, frisk koriander, lime, avocado
Udskriv opskrift
45 min.
Fremgangsmåde

Varm spidskommen, kanel, koriander, røget paprika og chili igennem i en sauterpande eller en gryde. Rør rundt i et par minutter til det dufter pragtfuldt. Skru derefter lidt ned for varmen tilsæt olie, samt hakkede løg. Rør rundt til løgene er gennemsigtige og klare.

Tilsæt squash, aubergine, bladselleri, flåede/hakkede tomater, soltørrede tomater og grøntsagsboullion. Læg låg på og lad det simre i 30-40 minutter. Tilsæt bønner og varm dem godt igennem i 5 minutter.

Tag gryden af varmen og rør chokoladen i. Start med halvdelen og smag til med resten, samt salt og peber, og evt mere chili, hvis den skal være stærkere.

Server med nachos, syltede rødløg, ris, godt brød, creme fraiche og gratiner evt. med cheddarost