Valdemarsro http://www.valdemarsro.dk/chili-con-carne/

Chili con carne

Det her er min allerbedste opskrift på chili con carne – og den falder bare altid i god jord, hvad end vi laver den til hverdag eller når vi har gæster.
Jeg laver vores chili i en mild børneversion. Der er masser power på smagen, men den er ikke spor stærk – så alle kan være med! Man kan sagtens tilføje mere chili for at få den slags lækre chili der giver varme, jeg er personligt vild med chili con carne uanset om det er den stærke eller den mere børnevenlige udgave.

PT50M

Chili con carne

4 pers.     50 min.
4 pers.
Ingredienser
  • 1 tsk spidskommen
  • 1 tsk kanel
  • 1 tsk tørret koriander
  • 1/2 tsk tørret chiliflager – i voksen versionen erstattes det af en halv stærk finthakket chili
  • 350 g hakket oksekød
  • 3 spsk olivenolie
  • 3 spsk finthakket soltørret tomat
  • 2 store løg, finthakket
  • 2 fed hvidløg, finthakket
  • 1 ds flåede tomater, hakket
  • 1 dl kalvefond eller okseboullion
  • 1 dåse kidney bønner, drænet og skyllet
  • 1 ds chilibønner, drænet - kan erstattes af sorte kogte bønner eller flere kidneybønner
  • 40 g mørk chokolade, til at smage til med
  • Salt og friskkværnet peber
  • Tilbehør:
  • fx. nachos, ris eller et godt brød, creme fraiche og evt cheddarost
Udskriv opskrift
50 min.
Fremgangsmåde

valdemarsro youtube

Se videoen, hvor jeg laver opskriften her >>
 
Varm olien i en sauterpande eller en gryde. Tilsæt krydderierne; spidskommen, kanel, koriander, hvidløg og chili. Rør rundt i et par minutter,skru lidt ned for varmen og tilsæt de hakkede løg.

Rør rundt til løgene er gennemsigtige og klare, tilsæt nu oksekød og brun kødet.

Når kødet er brunes tilsættes flåede tomater, hakkede soltørrede tomater og kalvefond eller boullion. Læg låg på og lad det simre i en halv times tid.

Smag saucen til, skal det have mere power, så tilføj lidt mere chili, hvis saucen er blevet for stærk så vent med at gøre noget. Bønnerne og chokoladen runder den af snart. Tilsæt de to slags bønner og varm  dem godt igennem i 5 minutter.

Tag gryden af varmen og rør chokoladen i. Start med halvdelen og smag til med resten.

Smag nu til igen med salt og peber, hvis chilien skulle være blevet for stærk, så kan det klares med en tsk rørsukker. Ellers må man spise lidt ekstra creme fraiche til, det dulmer smagsløgene.

Server med nachos, ris, godt brød, creme fraiche og gratiner evt med cheddarost