Nogle dage går alting bare lidt for stærkt herhjemme, især tiden. Sådan en dag var det i går. En rigtig dejlig dag, med besøg af min mødregruppe og med synkronformiddagssøvn - så jeg fik sorteret en ordentlig stak billeder. Tiden gik stærkt og pludselig var klokken 16.30 og jeg havde slet ikke tænkt på aftensmad. Manden havde planer om at løbe hjem fra arbejde og kunne derfor ikke handle. Før vi fik børn hentede vi bare noget take away eller spist rugbrød på travle dage. Og det er ikke fordi, at BabyBanden ikke kan spise makrelmadder til aften en enkelt gang. Men jeg havde lyst at vi fik nogle grøntsager og en lækker varm ret. Så jeg måtte finde på noget ud fra hvad vi lige havde i skabene og køleskabet.
Vi har altid: gode øko dåsetomater, tomatpuré, løg, hvidløg, gulerødder, kartofler, lasagneplader, krydderier, mælk og grøntsagsboullion og en eller anden form for ost – i går havde vi heldigvis frisk mozzarella.
Mmmm, frisk mozarella i skiver
Når jeg laver lasagne, så bliver det som regel min opskrift på lasagne i den lækreste slowfood version. Men det er der ikke tid til på en travl hverdag når klokken først er 16.30 og jeg ved at allersenest kl 17.45-18.15 skal maden stå på bordet. Ellers lyder der et ramaskrig fra de to sultne krudtugler. Så det blev til en ny version af lasagnen.
Grøntsagslasagne til 4 voksne:
- 2 dåser flåede tomater
- 1 dåse tomatpure
- 1 pakke bacon (ja det var lige hvad jeg havde. Men et stykke god spegepølse i tern, røget skinke i tern eller lign kan også gøre det)
- 1 stort hakket løg
- 4 store gulerødder, groftrevet
- 2 kartofler, skrællet og revet
- 1 spsk tørret oregano
- 3 presset fed hvidløg
- sødmælk, minimælk eller et skvæt fløde – jeg tror jeg brugte omkring 2 dl
- 1-2 dl grønsagsboullion
- smag til med: friskkværnet peber, mere oregano og evt salt. Men salt er ikke nødvendigt hvis du bruger bacon eller andet salt kød.
- Lasagneplader
- Frisk mozzarellaost. Har du ikke lige det, så riv det du har og kom på de sidste 10 min i ovnen. Parmesan eller en god skæreost vil også smage skønt.
Vores tilbehør: en god grøn salat. Bare skyllet, med et skvæt olivenolie, hvidvinseddike og et drys grofthakket mandler, et lille drys meldonsalt og en anelse friskkværnet peber.
Jeg svitsede løg og hvidløg i en stor gryde, i en smule olivenolie ved middelvarme. I gryden kom jeg tomatpure, flåede tomater, hakket løg, revne gulerødder og kartofler, bouillon og oregano. Det stod og simrede ved middelvarme, det må gerne småkoge så smagen koncentereres. Jeg stegte bacon lækkert sprød på en pande og knasede det i små stykker som kom i gryden med saucen. Hvis man ikke lige har bacon kunne jeg forstille mig at lasagnen også smager godt uden, men smag den så til med ekstra krydderier, lidt pølse, skinke eller…
Jeg ventede 10-20 minutter og tændte så ovnen på 200 grader. Jeg kom lidt mælk i saucen løbende og smagte den til med oregano og friskkværnet peber. Da ovnen var varm, kom jeg skiftevis sauce og lasagneplader i et ovnfast fad. Startede og sluttede med sauce. I ovnen i 30 minutter. Da der var 10 minutter tilbage kom jeg osten på og så tilbage i ovnen med lasagnen. 10 minutter mere og færdig. Vi spiste den med salat til og pyntede med frisk basilikum.
Det smagte vildt lækkert og Johan og Julie var også vilde med det. Så den kan anbefales og skulle da også lige skrives ned til en anden travl dag.




















Nøj, den lyder lækker. Har aldrig prøvet med kartoffel i lasagnen…men det lyder godt og tænker det giver en god fylde?!
Ulla, det giver nemlig en god fylde og konsistens til saucen, jeg rivet den groft, for så bliver saucen mere grov og med noget at tygge i, det kan vi godt lide
Nemt og lækkert på en hverdag og med basisvarer som næsten alle var på hylderne i forvejen. Jeg brugte soyafløde, da det lige var, hvad jeg havde på lager, og den blev lækker cremet i konsistensen.
Thumbs up herfra!
Tak for det :) Det er dejligt at høre