Grøn kartoffelsalat


Grøn kartoffelsalat med god smag af sommerens lækre urter og søde majs
Kartoffelsalat hører sommeren til og jeg veksler i øjeblikket mellem denne klassiske kartoffelsalat og så den grønne version her. Jeg bruger med løs hånd hvad vi lige har af krydderurter i haven eller finder hos købmanden ved sommerhuset, og så blender jeg urterne til en pesto med power og rigtig meget smag. Så nemt og giver et lækkert, nemt og enkelt sommermåltid.
Grøn kartoffelsalat er så lækkert til sommerens grillretter – også bare til et par gode grillpølser, sådan helt enkelt.
Prøv også: opskrift på krydrede kyllingelår >>
Arbejdstid 15 min.
Antal 4 pers.

Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Grøn kartoffelsalat
- 1 kg nye kartofler
- 2 majskolbe
- 1 dl friske ærter, bælgede
- 1 håndfuld frisk dild
- salt
- sort peber, friskkværnet
- Urtepesto
- 10 mandler
- 1 håndfuld persille
- 1 håndfuld frisk dild
- 1 håndfuld frisk oregano
- 1 fed hvidløg
- 50 g parmesan
- 0,50 dl olivenolie
- flagesalt
- sort peber, friskkværnet
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter

Kog kartofler og majskolber, så der stadig er en smule bid i begge. Skær kernerne fra majskolberne og lad kartoflerne køle af i en skål i køleskabet.
Vend pestoen sammen med de afkølede kartofler, majs og ærter og smag til med lidt salt og peber og drys med dild inden servering.
Urtepesto
Kom alle råvarerne til pesto i en foodprocessor og kør, til pestoen er finthakket.
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Kære Ann-Christine,
Jeg vil gerne lave denne fantastiske salat til 16 personer i morgen. Den er er tilbehør til noget kød, sammen med brød og en grøn salat. Vil du anbefale at jeg ganger opskriften op til 16 personer, eller er portionen så stor at jeg bør lave til lidt færre?
Tusind tak for din hjælp og dine altid fantastiske opskrifter!
Kh Lin
Kære Lin
Mange tak for din søde hilsen, jeg er så glad for du har glæde af mine opskrifter ♡
Jeg ville gange opskriften op til 14 eller 16 – og ville nok vælge de 16,
– dog alt efter hvor meget brød, salat, kød + evt dessert osv der er + en vurdering af om der er nogle ret småtspisende med blandt de 16 pers, så kunne det måske være nok kun at lave til 14. Du kan evt tage en lille portion fra og sætte i en beholder for sig, så er der til at fylde op med og er det ikke nødvendigt, så smager kartoffelsalaten også fantastisk dagen efter.
Rigtig god fornøjelse og god weekend
Kh Ann-Christine
Hej Ann-Christine
Tak for en skøn madblog, jeg bruger den rigtig meget. Der er altid en spændende opskrift, som skal prøves.
Hvor er det skønt at høre!
Tusind tak for din søde hilsen, det er jeg rigtig glad for.
Skøn dag til dig
Kh Ann-Christine
Tak for en skøn madblog! Valdemarso er det første sted jeg søger efter opskrifter.
Jeg vil høre dig om man kan lave kartoffelsalaten dagen før den skal spises? Eller om man kan lave pestoen i så fald?
Hej Mathilde,
Tusind tak for din søde hilsen, hvor er det dejligt at høre ♡
Du kan sagtens lave denne kartoffelsalat dagen før, med både pesto og kartofler, men vent evt med at vende majs og ærter i og tag endelig salaten ud af køleskabet 30-40 minutter inden servering, så den ikke er køleskabskold.
Rigtig god fornøjelse
Kh AC